Der er ishockey til aftenkaffen i Vojens i aften og på TV2 Sport, hvor SønderjyskE tager imod Herlev.
Og der plejer såmænd at være garanti for underholdning, når de mødes i Vojens, hvor der har været målorgier på dagsordenen i de to hidtidige matcher.
Begge gange har Herlev såmænd endt med at trække det længste strå, så mon ikke Mario Simioni i dag holder på at der skal spilles stramt defensivt hos SønderjyskE.
Også i den kontekst, at de to hold sagtens kan brage sammen i kvartfinalen inden så længe.
– Vi skal have fokus tilbage hvor vi tidligere har haft det, for vi ved alle, at kampen i fredags ikke var acceptabelt fra vores side, så vi skal ud og kæmpe hårdt og vise hvad det er vi står for. Derfor skal vi fokusere på vores eget spil og komme hårdt, og kan vi det tror jeg det kommer til at gå, siger SønderjyskE's Justin Maylan til klubbens hjemmeside.
Herlev er røget ud af top fire-kampen med nederlagene mod Rungsted og Frederikshavn.
Så nu er det en balancegang for Patric Wener i de kommende kamp: Holdet skal være fit og skadesfri til 13. marts, samtidig med at intensiteten skal bevares.
Skal der eksperimenteres, er det formentlig også et godt tidspunkt lige nu, og der var også allerede et mindre miks i kæderne i Frederikshavn for nylig. Dog også på grund af Lindqvist-Hansens fravær.
Hold øje med: Spændende målmandsduel i Vojens, hvor Henriksen og Galbraith må siges at slås i en 50-50-duel om pladsen. Hos Herlev fokus på defensiven frem mod slutspillet. Seks mål imod mod Frederikshavn er for meget i "kvartfinale-kontekst".
Skader/karantæner: Alexander Lindqvist-Hansen var ude for Herlev i Frederikshavn, mens SønderjyskE var i Rungsted uden Christian Silfver og Daniel Kønig Hansen.
Det forventer vi: En mere "stram" kamp end tidligere indbyrdes møder i Vojens. Det kunne godt ligne en smal hjemmesejr, hvis SønderjyskE finder det gode spil fra den seneste periode frem.
Historikken: Samtlige kampe mellem de to hold er endt med udesejre og som skrevet ovenfor, har de to matcher i Vojens været særdeles underholdende med 6-5 og 5-4 til Herlev. Eagles frygter på ingen måde at spille i Frøs Arena.
Statistikken: Over de sidste 10 kampe holder SønderjyskE stadig førstepladsen på formbarometeret. I samme kategori er Herlev næstsidst. Tager man blot de seneste fem kampe, er Herlev kun tre point efter sønderjyderne.