Kampstart 19:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

Sikke et brag til afslutningen på grundspillet i Vojens.

Ikke blot plejer SønderjyskE og Herning at vise det bedste, når de møder hinanden, i aften gælder det også andenpladsen i Metal Ligaens grundspil.

Hvis seedningen holder i kvartfinalen med sejre til de tre øverste hold, så mødes de to hold også i semifinalen, hvor en eventuelt syvende kamp altså vil blive spillet på den is, som tilhører grundspillets andenplads. 

Så vi har altså en slags "ottendedelsfinale" i aften, hvor forudsætningerne er klare: Alt andet end Herning-sejr i ordinær tid betyder, at SønderjyskE holder andenpladsen. 

SønderjyskE kommer ind til kampen bærende på et vildt kalenderår 2024, hvor det stadig kun er blevet til et nederlag, alt inklusive. 

- Vi vil naturligvis gerne ende så højt oppe i tabellen som muligt, for det vil give det bedste udgangspunkt uanset hvordan vi vender det og drejer det – om vi skal møde Herlev eller Rungsted fylder ikke så meget i mine tanker – det er mere at komme ind i playoffs med en god fornemmelse, siger SønderjyskE's assisterende træner Casper Stockfisch til klubbens hjemmeside. 

- I grundspillet har Rungsted rent faktisk ligget bedre til os end Herlev, men når det så er sagt, så har vi de sidste to måneder også været et andet hold, end det vi var i de første 4,5 måned.

- Vi går naturligvis 100% efter at vinde over Herning og det er da det tætteste vi kan komme på noget der minder om en “kamp 7” og så endda lige op til slutspillet – det er jo det, man som spiller og træner glæder sig til hele grundspillet. Møder alle fire kæder op og spiller 60 minutters ishockey, så er der også gode chancer for at vi henter tre point i morgen aften, siger Casper Stockfisch.

Herning Blue Fox tabte lidt overraskende i søndags mod Rungsted.

- I hockey er du nødt til at komme ud og være mentalt klar. Du skal være klar til at være stærk og konkurrere. Du skal skøjte hårdt. Så kommer dine »skills« bagefter. Men hvis du kommer ud, som vi gjorde i dag, så vinder de andre. Det er ikke nok at være god i 10 minutter, lød det fra Pelle Hånberg efter kampen. 

Han kan dog glæde sig over, at Herning trods nederlaget mod Rungsted står med fire sejre i de fem seneste kampe. Helt galt ser det ikke ud på formbarometeret. 

Hold øje med: Spændende på målmandsposten. Pettersson synes pt. "førsteseedet" i målet hos SønderjyskE og er Patrick Galbraith ved at komme tilbage efter sin skadespause, og hvor står Henriksen? Mens der er direkte duel mellem Carruth og Lillie i Herning. Hvem begynder inde i aften? Mon ikke den, der starter, også er den foretrukne hos Pelle Hånberg på fredag?

Det forventer vi: Hård tæt fight i en kamp med stor betydning, både mentalt og tabelmæssigt. SønderjyskE med favoritværdigheden med den gode form in mente.

Skader/karantæner: SønderjyskE manglede Anton Karlsson og William Pelletier mod Odense, mens Herning var uden Patrick Madsen, Simon Schleicher og den karantæneramte Andris Dzerins mod Rungsted.

Historikken: Det er SønderjyskE, der har vundet de seneste tre indbyrdes kampe - inklusive kampen i Metal Final4 - men tidligere på sæsonen vandt Herning de tre første indbyrdes kampe. 

Statistikken: SønderjyskE står lige nu som grundspillets bedste hjemmehold, en position som Herning faktisk kan overtage med sejr i aften. Herning er lige nu rækkens fjerdebedste udehold, men ender som treer i den kategori med sejr i aften. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads til kampen i aften i Sydjysk Sparekasse Arena. 


Aalborg snuppede de sidste tre point og nåede over 100 i Rungsted OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks