Kampstart 18:00 i Frøs Arena

Efter to aflyste kampe omkring jul og nytår på grund af Coronaens hærgen i omklædningsrummene, er det nu endelig tid til match mellem rivalerne i syd fra SønderjyskE og Odense. 

Begge hold kommer ganske pudsigt fra nøjagtig samme udgangsposition: Et længere forløb med Corona og derefter en 7-2-sejr over Rødovre Mighty Bulls. 

Mario Simioni gør status på SønderjyskE's hjemmeside før den første kamp i 29 dage i Frøs Arena:

- Det var rigtigt rart at starte med en sejr i Rødovre, men vi ved også godt at den næste sejr ikke kommer af sig selv for Odense tankede lige masser af selvtillid med deres sejr over Rødovre. Det er vores anden kamp på en måned og vi kæmper fortsat for at gå rigtig gang i skøjter og lunger, siger SønderjyskE-træneren. 

- Der er jo ingen tvivl om at vi hellere ville spille nogle flere kampe – men omvendt, så har vi også haft bedre tid til at få indøvet vores spilsystemer og arbejde lidt med vores kondition. Du kan træne alt det du vil, men du kan ikke få samme intensitet som du får under en kamp og jeg kan godt mærke på spillerne at de trænger til at komme i kamp igen, lyder det. 

Sønderjyderne kan forvente et "tight" Odense-mandskab, der i første omgang vil forsøge at trække tempoet ud af de lyseblå angreb og slå til, når muligheden byder sig. Det har Odense haft succes med i for eksempel Frederikshavn, hvor det er blevet til et par smalle sejre på den konto. 

Fynboerne kom rigtig godt ud af starthullerne efter Coronapausen i den vigtige kamp mod Rødovre og rigtig meget skal gå galt for Odense med 16 points forspring og 15 kampe tilbage, hvis det ikke skal blive til kvartfinale på Fyn for første gang siden foråret 2017. De to efterfølgende sæsoner tabte Bulldogs de såkaldte "play in-kampe" mod Herlev. 

Men det er en helt anden historie. Bulldogs er på sjettepladsen lige nu og så langt oppe har fynboerne altså ikke været på det her tidspunkt af sæsonen meget, meget længe. 

Det forventer vi: At SønderjyskE forsøger at angribe og sætte tempo, mens Bulldogs vil afvente lidt til at begynde med. Sønderjyderne har traditionelt godt fat i Odense i Frøs Arena. 

De indbyrdes kampe: To gange - men det er længe siden - har de to hold mødtes i indeværende sæson. SønderjyskE vandt 3-1 hjemme og tidligt på sæsonen 1-0 ude. 

Skader/karantæner: SønderjyskE spillede senest uden Mikkel Jensen, mens Odense altså har sagt farvel til Alex Torchenyuk og stadig har Radek Cips debut til gode. 

Hold øje med: God kamp af Odenses Henry Hardarson mod Rødovre senest, mens SønderjyskE's back Anton Öhman - også mod Rødovre - var helt fremragende og med i stort set alt positivt hos de lyseblå. 

Statistikken: SønderjyskE står med 12 point i de seneste fem kampe, mens fynboerne har seks point for den seneste håndfuld matcher. Interessant også at SønderjyskE faktisk står med Metal Ligaens bedste pointsnit og dermed er på en "virtuel førsteplads". 

 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox 1500 SIDDENDE TILSKUERE til ishockey fra søndag eftermiddag