Kampstart 19:00 i Frøs Arena

SønderjyskE Ishockey fik et par hårde lussinger i weekenden, hvor 1-6 mod Aalborg og 0-5 mod Herning ikke manede til kæmpe optimisme før slutspillet, der begynder på fredag. Her møder sønderjyderne Esbjerg, og måske er det lige netop lokalrivalerne, der kan være tændvæske, hvis de lyseblå skal være ordentlig på plads igen på fredag.

Men først skal SønderjyskE op mod Rødovre i den sidste kamp i grundspillet, og inden kampen opfordrer klubbens direktør Klaus B. Rasmussen til at man står sammen i den lyseblå lejr.

- Rødovre er et godt skøjtende hold og en udmærket sidste test inden playoff starter på fredag – det er vigtigt at vi får leveret en god indsats, siger han.

- Og ja, skaderne har ikke gjort det let for os i denne sæson, men jeg kan garantere, at vi gør vores absolut bedste for at få så mange som mulige klar til at spille i denne uge, lyder det.

- Lige nu er det virkeligt vigtigt at vi alle rykker sammen i bussen og ikke peger fingre ad hinanden. Det er nu at vi skal vise, hvad det er der gør SønderjyskE sammenholdet så unikt, siger Klaus B. Rasmussen i klubbens kampoptakt.

Hos Rødovre bliver det endnu en sæson uden slutspil, og vi kan konstatere, at Rødovre før sidste kamp står med 0.79 i pointsnit og dermed nøjagtig samme snit som i fjor.

Efter en nogenlunde afslutning på sæsonen kan Rødovre-fansene se frem til tiden efter sommerferien, hvor Mighty Bulls måske-måske rejser sig igen og spiller med om slutspillet.

Det forventer vi: SønderjyskE har haft det ganske svært mod Rødovre flere gange i denne sæson, men i aften ligger det til sønderjyderne, der pine død skal have en god oplevelse op til slutspillet.

Hold øje med: Charlie Combs er en af de spillere, der skal i gang for SønderjyskE, mens Rødovres målmand William Rørth kan krone en god sæson i aften i Vojens.

Historikken: SønderjyskE har hjemme vundet 5-2 og 7-6 efter overtid over Rødovre, mens Rødovre har taget to skalpe 4-0 og 4-3 hjemme, hvor SønderjyskE også har vundet 5-2.

Skader/karantæner: SønderjyskE manglede Bryhninsveen, Lyø, Björkung, Krag og Spiro. Alex Lavoie udgik i Herning og langtidsskader er Marco Petersen og Mathias Borring Hansen. Rødovre har Mads Eller ude med karantæne, Alberto Pison sidder ude, det samme gjorde Frank Gymer senest.

Statistikken: Rødovre og SønderjyskE er helt lige over de seneste 25 kampe, hvor begge hold har taget nøjagtig et point i snit, 25 i alt.


OPTAKT: Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital 1 SPILLEDAGS KARANTÆNE TIL MADS ELLER, Rødovre Mighty Bulls