Den tidligere finske storspiller er ny cheftræner i Herning Blue Fox

Det blev som ventet et velkendt og "sikkert navn", der overtager trænerstolen hos Herning Blue Fox. Et af de gode bud var på forhånd klubbens tidligere - og meget vellidte - finske storspiller og kaptajn, Pekka Tirkonnen. Han overtager den prestigefyldte post efter Ben Cooper. 

Det skriver Blue Fox i en pressemeddelelse, hvor finnen præsenteres således:

Pekka spillede sin sidste sæson i sin aktive karriere i Herning Blue Fox tilbage i 2007-08 sæsonen, og herefter stillede han skøjterne på hylden og helligede sig trænergerningen.

Som spiller har Pekka slået sit navn fast med syvtommersøm i særdeleshed i hjemlandet Finland, men naturligvis også Herning, hvor han spillede i fire sæsoner. Den samme succes har han i høj grad opnået i sit nye hverv, hvor pladsen på bænken er blevet skiftet ud med et ophold lige bag, med det store overblik over spillere og kampen.

De første fire sæsoner trænede Pekka Tirkkonen holdet SaPKo i den andenbedste finske Mestis liga sluttende med en kåring som årets træner i sæsonen 2011-12. Straks herefter blev han cheftræner for SaiPa i den bedste finske liga og kunne i sæsonen 2013-14 endnu en gang lade sig hylde som den bedste træner, og nu i hele Finland.

Det er ganske enkelt imponerende og sidenhen har han krydret hele repertoiret med erfaring fra Kloten i Schweiz, Wolfsburg i den tyske DEL liga, og igen i Finland hos Liiga mandskabet JYP, inden han således nu tager hul på et nyt kapitel, og vender snuden tilbage mod Herning og den danske Metal Liga, som kommende cheftræner for ”blårævene”.

Den taktisk dygtige tidligere spiller og nu træner bliver uden tvivl en berigelse for både Blue Fox og ligaen, hvor sportschef Martin Struzinski glæder sig til at hilse Pekka velkommen tilbage.

- Pekka har vist flotte egenskaber som træner, helt på fod med de kvaliteter han viste som spiller, hvor han også helt naturligt var en leder på isen. Han er en træner der tror på, at hårdt arbejde altid belønner sig, og så kender han jo både ligaen og ikke mindst klubben rigtigt godt.

- Så det vil være en mand med kendskab til de værdier klubben er bygget på, men som også indeholder et mindset der passer som fod i hose til vores, så vi fremadrettet kan sætte de aftryk vi ønsker. Med andre ord er han typen der ikke blot fortæller hvad vi vil, han er typen der VISER hvad vi vil, og det er sådan vi altid ønsker at fremstå i Herning, siger sportschefen. 

 


LUIS BLAK OLSEN fortsætter i Herlev Eagles Fem procent mere: SønderjyskE har endnu ikke lagt sig ned