KHL-backen vender tilbage til barndomsklubben efter sommerferien

Philip Larsen spiller i Metal Ligaen.

Det blev en realitet, da Esbjerg Energy denne eftermiddag præsenterede et af de største navne nogensinde i Metal Ligaen.

Ser man på de danske navne, der i ”den gode alder” har været i den bedste danske ishockeyliga, er der vel næppe tvivl om, at Larsen er det største danske navn overhovedet.

Vi taler om en spiller, der har 151 NHL-kampe på sit cv og ovenikøbet har været en dominerende back i KHL i en længere årrække.

209 point i 361 grundspilskampe og 22 point i 48 slutspilskampe gør Philip Larsen til den 12. mest scorende back nogensinde i KHL (grundspil og slutspil lægges sammen) og alene det faktum gør ham til en frygtindgydende aktør at have på sit hold.

Og det har Esbjerg Energy nu.

Larsen er en offensiv back, der på sine gode dage holder europæisk topklasse og med sine blot 32 år bør have et par stærke sæsoner eller tre i sin krop endnu – også selv om han selv har erkendt, at kroppen er ved at være slidt.

Måske kan de kortere rejser i Metal Ligaen - der er ikke flyveture til tidszoner i en anden del af verden - betyde et år eller to ekstra i Larsens karriere.

Foreløbig sidste station i KHL blev storklubben Salavat Ufa, hvor Philip Larsen med fem sæsoner på bagen næsten endte som en ”franchise player”.

Hans popularitet var enorm i Ufa og den teknisk verserede russiske spillestil passede perfekt til Philip Larsen.

Glem ikke, at Philip Larsen altså også har en fortid som NHL-back i både Dallas, Edmonton og Vancouver og faktisk havde han følere ude fra både Buffalo og Detroit, da han i sommeren 2016/17 i stedet skiftede til Ufa for igen at arbejde sammen med træneren Erkka Westerlund, som han tidligere havde haft i Jokerit.

Da Philip Larsen – et par år tidligere - i 2014/15 før første gang var skiftet væk fra NHL til den upåagtede klub i KHL, Khanty-Mansyisk, ændrede han stille og roligt sin tilgang til sporten og livet, som han fortalte i bogen ”Danskerne i NHL – en liga for sig”.  

- Jeg begyndte at indse, at det dybest set handler om at have det godt som menneske. Der er ikke nogen grund til at spille ishockey, hvis ikke du har spilleglæde. Det er livet sgu for kort til. Længere er den ikke. Så hellere være tæt på dem, du holder af, sagde Philip Larsen.

Nu er Philip Larsen tæt på sin familie, en god makker i form af Sune Hjulmand og naturligvis et hjemmepublikum i Esbjerg, der vil have enorme forventninger til den elegante back, der også kommer til at trække tilskuere til de andre arenaer i Danmark.

Pudsigt nok debuterer Philip Larsen såmænd i Metal Ligaen, når han spiller Esbjergs første kamp i september.

Han rejste ud allerede som 15-årig og i samme alder debuterede han i Allsvenskan som den yngste spiller nogensinde.

17 år senere er han tilbage i barndomsklubben som en rutineret mand, der skal lede sin by til et mesterskab.

Sådan et har Philip Larsen endnu ikke vundet i sin seniorkarriere. Så der mangler noget, inden han kan trække sig tilbage. 

 


Sune Hjulmand forlænger også med Esbjerg - drengedrøm i opfyldelse SønderjyskE Ishockey henter amerikansk angriber