Midtjyderne øger i toppen af Metal Ligaen

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 2-3 (1-1,1-0,0-2) 

Derian Plouffe, Morten Poulsen og Mathias Bau er lige nu Hernings førstekæde og har været det et stykke tid. 

I aften blev trioen igen afgørende, da Herning vandt 3-2 over Odense i topopgøret i Metal Ligaen. Herning øger dermed yderligere i toppen af Metal Ligaen og er nu hele 15 point foran netop Odense. 

Herning ligner en sikker grundserievinder, og målet til 3-2, der afgjorde kampen godt syv minutter før tid, var et perfekt samarbejde mellem de tre omtalte profiler. 

Odenses Mikkel Hansen havde pucken bag mål, men mod ham kom Mathias Bau, der tacklede hårdt og rent på Hansen og erobrede pucken.

Den endte hos Morten Poulsen, der var skøjtet med ned bag mål og Poulsen opfattede lynhurtigt, at Derian Plouffe stod fri foran mål. Canadieren fik pasningen og satte den ind over Niklas Lundströms benskinne i forreste hjørne. 

Det var ikke første gang, at trioen var på spil. Morten Poulsen udnyttede kynisk en friløber efter blot 38 sekunder, og Hernings udligning til 2-2 var også et produkt fra førstekæden: 

Det var Mathias Bau, der lidt tilfældigt fik pucken mod sig og lavede en fin lille "yderside" med skøjten, der endte hos Plouffe, der lige nu rammer alt. Canadieren scorede sikkert og er Hernings farligste mand lige nu. 

Odense-keeperen Lundström stod ellers en fremragende kamp med flere store redninger, ikke mindst i Hernings powerplay, hvor han flere gange parerede forsøg tæt under mål. 

Og i de to første perioder viste fynboerne også, at de har spidskompetencer offensivt. Brandon Estes udlignede til 1-1 i slutningen af første periode med et perfekt trækskud næsten helt ude fra blå linje. Estes har en suveræn præcision i sine skud udefra. 

I en jævnbyrdig anden periode var Markus Jensen hurtig på aftrækkeren, da han først skød på Herning-backen Petter Hanssons skinne. Pucken røg ud til Jensen igen, og han hamrede lynende hurtigt pucken ind igen. Janis Fecers var chanceløs, og Odense var foran 2-1 efter anden periode. 

Men føringen holdt altså ikke hjem for Odense i en kamp, der naturligvis ikke havde samme intensitet som Metal Final4-kampene i weekenden. Men til tider var tempoet fint, og de to hold gav hinanden en fin match foran 1458 tilskuere, der vist også havde lidt tømmermænd efter de hårde strabadser fredag og lørdag.

Herning havde spidskompetencen i førstekæden, og det afgjorde kampen. 

Roser til Oskars Cibulskis, der spillede en solid kamp i Hernings defensiv, ligesom Brandon Estes igen imponerede på Odenses blå linje. Der var to gode målmandspræstationer af Fecers og Lundström. 

Odense manglede en sygdomsramt Filips Buncis og Mathias Mølgaard, mens Herning havde Joachim Linnet og Karlis Peca hjemme sammen med den langtidsskadede Zach Taylor. 


Rungsted tog sejr nummer otte i de seneste ni kampe Smith holdt nullet da Esbjerg slog Frederikshavn