Nordjyderne scorede fire gange i overtal og forlængede foreløbig serien til på søndag

Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital 5-2 (2-1,0-0,3-1) Aalborg lever og ånder stadig i DM-finaleserien, og det ikke mindst på grund af en vanvittig powerplay-aften, hvor nordjyderne i den grad fik gang i powerplayspillet. Fire Rungsted-udvisninger resulterede i fire scoringer af Pirates og sådan vinder man ishockeykampe i slutspillet.

I aften blev det 5-2 til et Aalborg-mandskab, der også viste en afgørende, ekstra gnist og vilje til at arbejde foran begge mål, og i aften stod George Sørensen en brandkamp og stjal for første gang spotlyset fra kollega Nihlstorp i modsatte ende.

Pirates-mandskabet sørgede dermed for, at champagneflaskerne i første omgang blev liggende i Rungsted-bussen.

Aalborg fik skudt hul på Cristopher Nihlstorp i en vældig underholdende første periode, hvor hjemmeholdet var frisket op med nye kæder.

Det så fra start ud som om, Julian Jakobsen fik sat sving i Højbjerg-brødrene, og den ”gode, gamle” trio leverede et glimrende første skift.

Energien var til stede hos hjemmeholdet, men også hos Rungsted, hvor både Charlie Sarault og Hampus Gustafsson havde gode muligheder i kampens første fem minutter.

Jonathan Brinkmann viste skarphed med et par gode ryk, men det var udvisninger, der for alvor satte ild i kampen.

Mattias Persson lavede en unødvendig slashing midt på banen, og med Julian Jakobsen som drivkraft, fik Pirates sat overtallet op. Thomas Spellings andet forsøg – ”one timer” på Jakobsens pasning gik ind via Nihlstorp til 1-0.

Sikke en forløsning for Spelling, men den blev hurtigt udlignet.

Martin Højbjerg kørte for hårdt – måske uheldigt – ind i Nihlstorp. Aalborg-angriberen røg i boksen og Rungsted satte kanonerne ind, der to minutter i træk forsøgte at trætte en hårdtarbejdende Pirates-boks.

Netop som Højbjerg kom på isen, fandt Mattias Persson et hul ved forreste hjørne og isnende koldt satte han pucken op i taget næsten fra vinkel nul til 1-1.

Klassescoring, men Aalborg lod sig ikke ryste. Næste powerplaymulighed gav pote igen. Jakobsen til Lefebvre, der huggede til fra blå linje, og nu var Nihlstorp pludselig menneskelig derinde.

2-1 til Aalborg, hvis støtter på lægterne måtte ånde lettet op, da Mattias Persson fik en perfekt tværpasning, men ramte sin afslutning på halvtomt mål forkert.

Pucken dryppede forbi og nordjyderne gik til pause med føring.

Sørensen og straffeslag
George Sørensen fik en suveræn start på anden periode. Nichlas Hardt drev ind forbi Aalborg-målmanden, men blev stoppet. Sørensen var ude med skinnen på to Wideman-forsøg, og også da Daly og Mathias Hansen var to mod en, blev Sørensen den store.

Endelig brændte Morten Jensen fra tæt hold, da han skød forbi. Udligningen lå i luften i begyndelsen af anden periode, men Aalborg holdt stand i første omgang.

Et fremragende boxplay gav ny moral hos hjemmeholdet. Måske var det et tegn på nordjyske marginaler denne aften, da Frederik Bjerrum stod fri nærmest på stregen, men for sent nåede at opfatte, at pucken lå lige til at slå ind. Marcus Olsson var fri i det 34. minut, men igen var Sørensen på plads med skulderen.

Med fem minutter til pause kom Aalborgs store muligheder i anden periode. Morten Jensen lavede et roderi af en håndpasning i midtzonen og spillede Ben Duffy fri. Canadieren brændte på Nihlstorp.

Kort efter lavede Persson en kæmpefejl – også i midtzonen. Martin Højberg slap fri og blev hooket tydeligt af Persson. Straffeslaget var klokkeklart, men Julian Jakobsen måtte se Nihlstorp blokere med skinnerne.

Til gengæld viste Aalborg-spillerne kort efter dejlig offervilje i egen zone med to-tre blokerede skud. Pirates-mandskabet ville stadig være med i DM-finalen og holdt 2-1 hjem til pause nummer to. Alt stadig åbent i Bentax Isarena.

Mesterlige Morin
Stor chance til Jeppe Jul i begyndelsen af tredje periode på fremragende forarbejde af Ben Duffy. Nihlstorp var på plads, men Pirates kom virkelig stærkt ud til de sidste 20 minutter, men blev prompte afbrudt, da Lasse Bo Knudsen sendte sin stav i næsen på Rasmus Andersson, der for en stund måtte udgå stærkt blødende.

Afgørende minutter, hvor Sørensen først reddede fremragende på et Bjerrum-forsøg, men måtte give fortabt, da Shane Hanna klappede til i det 46. minut. 2-2 og kæmpe drama i den iskolde hal, hvor Andersson vendte tilbage med nyt nummer og erstatning for sin blodskudte trøje.

Var der en Aalborg-spiller, der havde fortjent at score i den her serie, var det Jeppe Jul, der i 50. minut sled sig ind foran Nihlstorp og lige nøjagtig lempede pucken forbi mål.

Kort efter måtte Shane Hanna ud for en interference, og igen slog Aalborg til i powerplay.

Denne gang var Pierre-Olivier Morin på pletten fra kort afstand, og nu lugtede det af en kamp fem på søndag i Rungsted. Skulle Aalborg virkelig bryde Rungsted vilde dominans i tredje perioderne i slutspillet?

Martin Højbjerg blev fældet på en halv friløber med syv minutter tilbage, og så slog Aalborg til igen for fjerde gang i powerplay. Nu lignede Pirates-mandskabet noget fra de gode, gamle dage, hvor der blev broderet på smukkeste vis: Spelling fandt Morin med en førstegangspasning og canadieren skød første gang. Mål!

4-2, og Aalborg tog første skridt på en lang rejse, som Rungsted-mandskabet har til sinds at afbryde lige præcis på søndag på hjemmebane. DM-finalen lever igen og Aalborgs sejr blev cementeret med Ben Duffys 5-2-scoring i tomt bur.


Cameron Brace drager over Øresund MIRAKLET I LINZ: Det umulige (0-3 til 4-3) kan lade sig gøre