I morgen begynder Metal Ligaen igen. Vi leverer i løbet af mandagen fem hurtige fokuspunkter for hvert mandskab frem mod næste del af grundspillet. Her Rungsted Seier Capital, der ligger nummer to i tabellen.

* Hul på bylden: Rungsted havde en træg start, men skabte rigtig mange chancer, selv om holdet lå i bunden efter fire kampe. Derefter vendte billedet, og siden har Rungsted bare vundet og vundet – lige bortset fra kampene mod Herlev. Det er høj klasse, og Rungsted bliver svære at vinde over, hvis ”hullet på bylden” fortsætter.

* Thomas Lillie: Han fik – forhåbentlig – overbevist de sidste skeptikere med sin klasseindsats i finaleserien i fjor, for Lillie er en meget stærk målmand, der snart ender på landsholdet. Startede sæsonen skidt, men har spillet sig op, hvilket har været en stor del af Rungsteds fremgang.

* Svenskerne: Mattias Persson og Marcus Olsson kan slet ikke få kredit nok. Vindertyper, ledertyper og samtidig også med masser af pointproduktion. En suveræn duo, som bogstavelig talt har været guld værd for Rungsted.  

* Defensiven blev styrket voldsomt med Juuso Pulli, ligesom Raskob og Hanna har lært spillet i Metal Ligaen. Men Rungsted har stadig lukket markant flere mål ind (49) end konkurrenterne i toppen Aalborg (29) og Frederikshavn (42), så der skal sættes endnu mere for at holde modstandernes score nede.

* Uudnyttet potentiale. Folk som Rosenthal, Lucia og til dels T.J. Moore (han er dog kommet nogenlunde i gang) har ikke helt scoret så mange mål som forventet. Tænk nu, hvis en mand som Lucia for alvor kommer i gang. På papiret har han langt mere at byde på end fire mål i 16 kampe.


VIDEO: Rungsted er med i tv-dokumentar Restart: Herlev Eagles