Selv om han har haft afstikkere til Ljungby, San Diego, Hvidovre og Amager, er han vaskeægte Rungsted-dreng.
Nicolas Cavling-Monberg, 39, er født i Rungsted og bor der stadig.
De fleste kender ham som Mini. Kælenavnet fik han længe inden, han begyndte at spille ishockey. Det vil altid hænge ved ham, selv om der bestemt ikke er noget mini over ham.
Når man snakker Mini og hockey, er der især én sæson, der skiller sig ud.
I 2001/2002 oplevede han mere, end mange spillere gør i en hel karriere.
Sæsonen forinden var han midt på efteråret skiftet til Troja-Ljungby i Allsvenskan, hvor han spillede i kæde med vennen Morten Green. De er vokset op sammen og har kendt hinanden siden fem års-alderen.
”Morten var lige skiftet fra Leksand til Ljungby og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme derover, og resten klarede Mortens agent, Bjarne Madsen. Vi havde en god sæson. Svenske medier kaldte os ”Den danska dynamitduon,” siger Mini.
”I 2001 talte jeg med Søren True, som i starten af 90’erne spillede for San Diego Gulls i Californien, om chancerne for at komme til USA. Han kontaktede træneren, og jeg landede i San Diego to uger efter nine-eleven terrorangrebet i New York. Det var lidt specielt.”
”Jeg var der i to måneder, men havde ikke mulighed for at blive fast mand på holdet i WCHL. Da Per (Rungsted-træneren Per Holten Møller, red.) mailede, at der var en plads til mig i Rungsted, hvis jeg havde lyst, stod jeg igen i Hørsholm Skøjtehal i november. Jeg scorede to mål i min første kamp, og så kørte det ellers deruda’.”
Ja, det tør siges. Rungsted vandt i overbevisende stil sit første danske mesterskab siden 1963, og målmaskinen Mini fejrede endnu en triumf, da han fik overrakt The Canadian Ambassador’s Cup som ”Årets Spiller” i dansk ishockey. Kasper Degn, Herning, blev ”Årets Rookie”.
På det succesrige landshold, som i 2002 i Ungarn spillede Danmark op i A-gruppen, var Mini turneringens mest scorende spiller med fem mål og blev udtaget til All Star-holdet.
Han havde gjort det til en vane at score mål. Som han sagde: ”Det giver mig et kick at se pucken i nettet. Det bliver jeg aldrig træt af.”
I Rungsteds bronzesæson i 2002/2003 brillerede han i playoff med 25 point i 13 kampe (16 mål og 9 assist). En superscore, som kun en Todd Bjorkstrand har kunnet matche. Og i 2004-2005 var han ligaens mest scorende spiller med 33 mål i 33 grundseriekampe.
Mini var en ”bomber”. En powerforward. Direkte og pågående. En typisk afslutter med et godt skud.
I Rungsteds guldsæson havde han et brillant samarbejde i førstefemmeren med de svenske brødre Roger og Stefan Elvenes og backerne Dale Jago og Morten Dahlmann.
”Dét hold er det bedste, jeg har trænet. Et komplet hold med harmoni i alle tre kæder. Alt stemte,” siger Per Holten Møller.
På landsholdet var Mini med i seks VM-turneringer i træk (fra B-VM i 2000 i Katowice til og med A-VM i 2005 i Innsbruck). Han spillede 109 landskampe.
”Otte-ni af de spillere, som i 1998/99 blev nr. 3 i U20 B-VM, var med til at spille os op i A-gruppen i 2002. Det er Jim Brithéns fortjeneste,” roser han den svenske coach.
Mini var det, man kaldte en ”ørebarn”. Som barn led han meget af mellemørebetændelse med nedsat hørelse og svimmelhed. En lidelse, landsholdskollegaen Peter Hirsch kan tale med om. Det generede ham også som voksen, og problemerne kulminerede, da han i en kamp for Totempo i 2007 fik et skud på øret. Endda det ”gode” øre. En medspillers skud blev rettet af, og Mini måtte syes med 56 sting.
Han kæmpede de kommende år med balancen, og da han i 2010 blev opereret for tredje gang, mens han spillede for Rungsted, valgte han at stoppe karrieren. Risikoen ved at fortsatte var for stor.
”Når jeg ser tilbage, ærgrer jeg mig over, at det ikke lykkedes os at komme til OL. Vi havde chancen,” siger han.
Nicolas Cavling-Monberg – vi kalder ham Mini – hygger sig i dag på Gentoftes 2. divisionshold med andre VM-koryfæer som Kim Staal og Mads Bødker og spiller i kæde med Rungsteds 62-årige tidligere landsholdsforward Michael Rasmussen.