Journalist Peter Fredberg fortæller om en gylden tradition: Årets fløjte, dommernes egen pris

Idéen til B.T.s Gyldne Fløjte blev født i efteråret 1984.

Således er det 36. gang, den eftertragtede fløjte skal uddeles til årets ishockeydommer.

Jeg havde et stykke tid tænkt på, at når man hylder spillere, hvorfor så ikke også dommere. Som en cadeau til et ofte udskældt folkefærd.

Da jeg præsenterede idéen om at kåre årets ishockey- og håndbolddommere for min kollega på B.T.s sport, håndboldmedarbejderen og den tidligere landstræner John Bjørklund, var han straks med.

30. maj 1985 kunne man i B.T. læse, at nordjyden Erik Bostrup og dommerparret Per Godsk og Ole Christensen havde fået B.T.s Gyldne fløjte ved en festlighed i Grøften i Tivoli.

De samme to håndbolddommere, som mange eksperter kaldte verdens bedste, var heller ikke til at komme udenom de næste tre år. Og da John Bjørklund vurderede, at scenariet også ville gentage sig det næste par år, lagde han stille og roligt håndboldens gyldne fløjte i graven.

Jeg kørte videre, og det er jeg glad for. Bare det at se den stolthed, der lyser ud af dommerne, når de står med guldfløjten, er det hele værd.

Efter at B.T. havde kåret årets dommer de første 27 år, foreslog jeg Kim Pedersen, DIUs turnerings- og dommeransvarlige, at vi lavede det om til ”dommernes egen pris” og lod ligaens hoved- og linjedommere stemme om, hvem der er sæsonens bedste.

Sådan har det været siden 2012, og i mange år har årets dommer også fået en guldhjelm fra Skatertown mage til den, de danske mestre krones med.

Fire danske topdommere har kæmpet om fløjten (beklædt med 24 karat guld), der uddeles af DIUs direktør, Ulrik Larsen, som optakt til fredagens tv-kamp mellem Esbjerg og Sønderjyske i Granly Hockey Arena.

Det er hoveddommerne Mads Frandsen og Niclas Lundsgaard og linjedommerne Henrik Haurum og Andreas Krøyer. Og lad mig bare afsløre, at der var kamp til stregen.

Mads Frandsen fik B.T.s Gyldne Fløjte i 2018 og 2019 og var udtaget til VM i Schweiz som Danmarks første VM-hoveddommer. Oplevelsen blev desværre spoleret af covid-19.

Henrik Haurum skulle have været med som linjedommer og ville have været den tredje danske VM-dommer på linjen, havde det ikke været for coronaen. De første to var Ronnie Jakobsen (2003, 2006, 2007) og René Vejs Jensen (2017, 2018, 2019).

På den internationale scene har der været bud efter danske dommere. Flere og flere får opgaver i de forskellige turneringer. Forhåbentlig har IIHF ikke glemt Mads Frandsen og Henrik Haurum, når der skal sættes navne på dommerne til det næste VM. Efter planen i Minsk.

En enkelt dronning har sneget sig ind i ”kongerækken” over modtagere af de første 35 års guldfløjter. Ved OL i Vancouver 2010 var Malene Skovbakke linjedommer og dømte en semifinale og bronzekampen. Tidligere havde hun dømt i to VM-turneringer, bl.a. finalen i 2009 i Finland.

”At få B.T.s Gyldne Fløjte og komme i selskab med de dommerkolleger, jeg altid har set op til, er en stor ære,” lød det i 2010 fra Malene Skovbakke, som spillede 17 landskampe som målmand, inden dommergerningen fik førsteprioritet. Nu er karrieren stoppet.

Asger Krog sluttede sin imponerende karriere med sin sjette guldfløjte i 2013, og jeg tvivler på, at denne rekord nogensinde bliver slået.

I 2001 blev en anden af de gode, gamle navne, Jacob Grumsen, hædret som linjedommer, og 14 år senere var det i rollen som hoveddommer, han modtog prisen som årets dommer.

Kongerækken – og en enkelt dronning:

1985: Erik Bostrup. 1986: Søren Simonsen. 1987: Søren Helbo. 1988: Tom Mouritzen. 1989: Kent Kølvig. 1990: Jens Erik Thorndahl. 1991: Dion Skipper Christiansen. 1992: Preben Jervild. 1993: Preben Jervild. 1994: Kent Kølvig. 1995: Preben Jervild. 1996: Søren Helbo. 1997: Søren Helbo. 1998: Bo Andersen. 1999: Jens Christian Fossaberg. 2000: Asger Krog. 2001: Jacob Grumsen. 2002: Asger Krog. 2003: Casper Christensen. 2004: Morten Folmer-Petersen. 2005: Asger Krog. 2006: Ronnie Jakobsen. 2007: Asger Krog. 2008: Alan Smith. 2009: Jan Bigum. 2010: Malene Skovbakke. 2011: Asger Krog. 2012: Jan Bigum. 2013: Asger Krog. 2014: Thomas Buchardt Anderen. 2015: Jacob Grumsen. 2016: Jan Bigum. 2017: René Vejs Jensen. 2018: Mads Frandsen. 2019: Mads Frandsen.

Kent Kølvig har to gange fået B.T.s Gyldne Fløjte som linjedommer.
Her modtager han den i 1994 af Peter Fredberg.


Der er noget galt med Shuggs tommelfinger VIDEO OG LYD: Patrick Galbraith-podcast fra Nottingham