”Hej, Søren.”
”Hej, Frederik.”
Så spontant hilste kronprins Frederik og Rungsted-spilleren Søren True på hinanden i omklædningsrummet i pausen efter anden periode i en ligakamp i Rødovre i september 1997.
De fik sig en kammeratlig snak om dagens hockey og ”gamle dage” i Aarhus.
”Vi har fælles bekendte og har været sammen ved et par festlige lejligheder,” forklarede Søren True.
”Har Frederik fået smag for ishockey, er han velkommen til at træne med i Rungsted. Han har før vist kvaliteter inden for sporten.”
Kronprinsen benyttede også pausen til at hilse på dommerne og spillerne fra de to hold. Og anførerne, Rødovres Peter Imhäuser og Rungsteds Peter Green, overrakte ham hver en stav med spillernes autografer.
Under kampen sad Frederik på bageste række mellem DIUs formand, Ejvind Olesen, og Christian Eugen-Olsen, Dronningens ceremonimester og medlem af DIUs bestyrelse.
”Frederik var meget engageret, især når Søren True var i aktion,” bemærkede Ejvind Olesen.
Det var første gang, kronprinsen overværede en kamp på dansk is, men han havde været i Madison Square Garden til en NHL-kamp mellem New York Rangers og Calgary Flames. Senere overværede han i Oslo en OL-kvalifikationskamp mellem Danmark og Norge.
Den mangeårige landsholdsforward Søren True er i dag U16-træner i Rungsted, hvor hans yngste søn, Theodore, spiller.
I dag siger Søren True:
”Jeg mindes mødet i omklædningsrummet med Frederik med stor glæde. Han er hyggelig at være sammen med, en alsidig sportsmand og sindssyg sej, uanset hvad han har kastet sig over. Hans maratonløb (personlig rekord 3.06.49, red.), Ironman (10.45.32, red.), det svenske skiløb Vasaloppet over 90 kilometer, deltagelsen i Sirius-ekspeditionen i Grønland, Frømandsuddannelsen og flere andre præstationer kan man kun have respekt for.”