Journalist Peter Fredberg skriver om arbejdet i Disciplinærudvalget, som skiftede karakter, da videoen kom på banen

Engang gav jeg danske ishockeyspillere et godt råd. ”Hold jer væk fra Henrik Klinkvorts computer,” skrev jeg.

Er du havnet dér, kan du nemlig få problemer. Henrik Klinkvort er formand for Danmarks Ishockey Unions Disciplinærudvalg.

I de rigtig gamle dage (i 70’erne og 80’erne) tog en advokat sig af indberetningerne fra dommerne. Og i slutningen af 80’erne blev Per Høy, medlem af DIUs bestyrelse og tidligere formand for HIK, på et repræsentantskabsmøde opfordret til at lave et disciplinærudvalgssystem.

Per Høy opbyggede et koncept med to domsmænd, hvoraf en var advokat, og behandlede så vidt muligt alle sager inden for 24 timer. Det høstede han stor anerkendelse for.

Meget er sket siden dengang. Disciplinærudvalget tæller i dag foruden formand Klinkvort fire domsmænd, Jesper Damgaard, Claus Fonnesbech Christensen, Tobias Kisum og Christian Vaagensø. Kim Pedersen er sekretariatsleder.

Hvor det i mange år kun var dommernes indberetninger, der lå til grund for afgørelserne, har vore dages videooptagelser (heldigvis) vendt op og ned på hele processen. Og Disciplinærudvalget er ikke længere en énmandshær som dengang, Henrik Klinkvort startede i jobbet.

Henrik Klinkvort er 58 år, stadig aktiv ishockeyspiller og har været med på alle niveauer i Gladsaxe i sin tid. I starten som wing, nu som back. Han er klubformand i Gladsaxe og næstformand i DIU. Han kender det hele indefra.

”Arbejdet i Disciplinærudvalget er spændende, udfordrende og tidsrøvende. Især omkring slutspillet har vi travlt med runder omtrent hver anden dag. Det er også dér, bølgerne går højst, og hvor udvalget konsekvent er udskældt alt efter, hvem vi giver karantæne og hvor lange karantæner,” siger han.

”Men det har jeg jo prøvet i så mange år. Det preller af på mig. Vi gør det så godt, vi kan. Vi evaluerer på vores arbejde og kritikken flere gange om året for at sikre, at vi udfører vores arbejde bedst muligt og mest retfærdigt.”

Er der et generelt nedadgående antal dommerindberetninger, ser udvalget i kraft af bedre videomateriale, især i Metal Ligaen, langt flere episoder på isen end tidligere. Typisk to-tre episoder per runde.

”Disciplinen er klart blevet bedre, men der bliver også hele tiden strammet op i reglerne blandt andet med øget fokus på forseelser, der kan give hovedskader. Tilvænningen til de nye regler tager typisk lidt tid,” siger Henrik Klinkvort.

”Det høje tempo stiller store krav til dommerne, som skal reagere på et splitsekund. Med de muligheder udvalget har med videooptagelser fra flere vinkler, er det ikke svært for os bagefter at finde noget, som måske burde være dømt. Men i mine øjne har dommerniveauet udviklet sig markant i positiv retning. Dansk ishockey kan være sine dommere bekendt. De er fuldt på højde med spillernes niveau. Det er ikke tilfældigt, at Danmark sender to dommere til VM i Riga.”

Hva’ med Klinkvorts egen disciplin? Hans hårdeste straf er ti minutter for brok. Han er ikke en af de værste.


OPTAKT: Esbjerg Energy-Aalborg Pirates KIRILL KABANOV BLEV TISSOT MÅNEDENS SPILLER for marts