Bulletinerne fra Folketingets forhandlinger er positive

Sent i aftes begyndte det stille og roligt at sive ud med oplysninger fra forhandlingerne om Danmarks fase 4-genåbning. Forhandlinger, der som de fleste formentlig har opdaget, også har båret præg af stemningen fra de nylige smitteudbrud og dermed også et højere smittetryk herhjemme.

Alligevel forlyder det ifølge flere medier som om der blæser positive vande ud over de store tilskuersportsgrene, heriblandt Metal Liga-ishockeyen, som hører til i kategorien lige under Superligaen i fodbold. 

I det nye aftalegrundlag, som kom om ud i flere medier i aftes, forlyder det ifølge TV2 således:

- Der er allerede åbnet for flere end 500 personer til stede ved superligafodbold. Erhvervsministeren og kulturministeren vil under inddragelse af relevante sektorpartnerskaber og aftalepartierne se på, om der sundhedsmæssigt forsvarligt kan ske yderligere genåbning af spillesteder, professionel idræt og breddeidræt, kulturarrangementer.

Sent i aftes kommenterede Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup sportens vilkår til TV2 Sporten:

- Jeg tror ikke, man kan sætte et præcis til på antal tilskuere. Men i Superligaen har man lavet sektioner, som man kan overføre til for eksempel håndbold. Her har man lavet afsnit, hvor det sikres, at borgerne kan overholde afstandskravet. Det er lidt sværere indendørs. Alt andet lige tror jeg, der kommer forbedringer ud af det her, sagde han.

Dermed ligner det altså en model, hvor de danske arenaer bliver fyldt til en vis kapacitet, alt efter, hvordan afstandskrav og hygiejneregler kan tilpasses. Og set med ishockeyøjne er det langt bedre end de 500 tilskuere, der lige nu må komme ind til større arrangementer.

Der er pressemøde i Statsministeriet i dag klokken 11, hvor der må forventes yderligere informationer om genåbningens fase 4. 


Herlev-træner: Vi kommer med mere tyngde i den her sæson HERLEV vandt første testkamp i Rødovre i aften