Mighty Bulls tog revanche ovenpå søndagens skuffelse i Odense

Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE 3-2 STR (0-0, 1-2, 1-0) 0-0, 1-0 Årets første kamp i Rødovre Centrum Arena, hvor hjemmeholdet skulle forsøge at komme tilbage på sporet efter en række nederlag. Gæsterne i deres første kamp ud af fire i denne uge – hårdt program for SønderjyskE, der havde indskrevet Frederik Bjerrum og Steffen Frank på afbudslisten, ligesom Nicolaj Henriksen fik "en hviler" inden tre kampe på tre dage i weekenden. 

Opgøret blev en tæt affære i både spil og chancer. Begge hold i føring undervejs, men hjemmeholdet var stærkest i overtid og straffeslag. To scoringer fra midten mod gæsternes én sikrede Rødovre to point – og en tiltrængt 3-2-sejr til det hårdt prøvede vestegnshold. Rødovre-målmand Matt O’Connor med stor aktie i aftenens succes.

Jævnbyrdig indledning på kampen uden at nogen af holdene kom tæt på en scoring. Matt O’Connor hos Rødovre og Jesper Nielsen i SønderjyskEs mål havde endnu ikke haft behov for at hive store redninger frem. Få spilstop og spil frem og tilbage over isen frem mod midten af perioden.

SønderjyskE fik langsomt fat med mest spil og chancer, og gæsterne fik en god mulighed lidt over halvvejs i perioden. To minutters overtal gav dog intet til de lyseblå, der i stedet blev kraftigt distraheret af især Rødovres Mads Eller.

Kort efter Rødovre-powerplay, hvor Julius Nyqvist blev signeret det bedste forsøg. SønderjyskE blev fuldtallige og spillede sig hurtigt frem til en dobbeltchance, men Matt O’Connor diskede op med store redninger. Stærkt målmandsspil af canadieren. Og han gentog lignende kunstspil et par minutter efter. Målløst efter 20 minutter, men bestemt oplagte scoringsmuligheder til især gæsterne.

Steffen Klarskov med kæmpe mulighed kort inde i anden periode, men stor redning af Jesper Nielsen. Efterfølgende fik sønderjyderne powerplay, men der blev intet skabt i de to minutter, hvor Rødovre var tættest på scoring.

Kampens første scoring tilfaldt Rødovre. Hjemmeholdet leverede et stærkt angreb, og pucken endte hos Teemu Virtala, der skød på mål, mens lillebror, Marko Virtala, styrede pucken over stregen. Syv minutter spillet af perioden.

SønderjyskE fik godt fat i spillet efter målet, men Rødovre holdt modstanderne på ydersiden. Ganske få, oplagte muligheder til Mario Simionis tropper. Pludselig fik Justin Maylan dog alt for meget plads på sin vej ind i slottet, og han kunne sende pucken mellem benene på Matt O’Connor. 1-1 med fem minutter til pause.

Phil Lane med kæmpe chance for føringsmål, men pucken blev sendt lige forbi med baghånden. Sønderjyderne satte sig på alt i matchen, og det gav gevinst få minutter efter første mål. Rødovre var på hælene, og Daniel Nielsen sendte pucken over stregen til etmålsføring. Kampen var vendt på hovedet.

Rødovre sluttede perioden i overtal, men største chance fik Daniel Nielsen fra gæsterne. Rødovre sløsede i offensiv zone og gav gæsterne den store mulighed.

Tungt sønderjysk overtag i de første fem minutter af tredje periode. Matt O’Connor holdt imidlertid tæt i målet trods store chancer til gæsterne. I den anden ende burde Jannik Karvinen have udlignet på en kontra, men den rutinerede forward sendte pucken lige i favnen på Jesper Nielsen.

Rødovre kom bedre med i spillet, og de rødblusede spillere gik til opgaven med stor ildhu. Riku-Petteri Lehtonens tropper i indædt jagt på udligningen. Den gode fight og fine tempo gav bonus med ni minutter igen. Rødovre havde været i powerplay i 20 sekunder, før Steffen Klarskov fik pucken over stregen til 2-2. Helt åben kamp.

Chancer i begge ender i resten af perioden, men uden at der blev fundet en vinder i ordinær tid.

De fem overtalsminutter tilhørte Rødovre, der var farligst og hurtigst med pucken. Steffen Klarskov med kæmpe chance, mens Mads O. Lund var lige så tæt på med 17 sekunder igen. Kampen skulle dog afgøres fra midten.

Josh MacDonald var først med scoring på straffeslag, men herefter scorede både Steffen Klarskov og Nick Crawford. Rødovre sikrede dermed ekstrapointet i en tæt kamp mod SønderjyskE foran små 700 tilskuere. Hjemmepublikummet i stor fejring af sejren efter en række tunge nederlag til tyrene.


4-1 til Pirates: Aalborg dominerede i første og tredje periode mod Herlev Odense Bulldogs henter to nordamerikanere