Tre udlændinge er klar - fem yderligere venter på at blive hentet. Læs om Rødovres overvejelser frem mod den kommende sæson

Rødovre Mighty Bulls-sportschef Jørgen Illemann er sammen resten af sin stab på arbejde for øjeblikket.

Forstadskøbenhavnerne kæmper – nøjagtig som de øvrige Metal Liga-klubber – for at få sammensat en trup til den kommende sæson, og i Rødovre forventer Illemann, at det fra start bliver med otte imports.

- Der er ikke mange danske spillere på markedet for øjeblikket, og vi er ikke en klub, der kan byde særlig højt op på danskerne. ”Money talks” – også i Metal Ligaen. Så derfor forventer vi at have fyldt op på importsiden fra start, siger Illemann.

Han har allerede målmand John Muse på plads, og i går blev den nye amerikanske center Brady Vail præsenteret.

- Vi skal have fire forwards ind, og de er ved at være på plads, mens vi leder efter tre backer. Om det bliver nordamerikanere eller europæere er mere eller mindre underordnet. Vi prøver at finde de rette typer, siger Illemann.

Flere af Rødovres imports fra i fjor har allerede fundet nye klubber, og Jørgen Illemann konstaterer, at kun Jonatan Nielsen endnu kan gå hen og blive en ”tilbagevender”.

Rødovre har stadig god dialog med den stærkt skydende svenske back, men der mangler stadig af falde ting på plads, hvis parterne skal blive enige.

På danskersiden har Rødovre blandt andre sagt farvel til markante navne som Steffen Klarskov og Phillip Schultz, men omvendt kom Jonathan Brinkman altså ind fra Aalborg fredag formiddag.

- Vi erstatter Klarskov med en import, og vi har fået Schultz erstattet godt med Brinkman. Så det ser egentlig ganske fornuftigt ud, når vi lige så stille får fyldt op, siger Jørgen Illemann, der også håber og forventer, at William Rørth danner målmandsteam med John Muse i den kommende sæson.

Der er spørgsmålstegn ved Nikolaj Zorko, som kæmper for at komme tilbage efter en følgeskade af en hjernerystelse. Benjamin Mauritzen stopper ligeledes på grund af gentagne hjernerystelser.

- Zorko ser egentlig ok ud og prøver at være med os fra sæsonstart. Så må vi se, hvor det bærer hen. Vi tager ikke nogen risiko, når det gælder hovedskader. Derfor er Benjamin (Mauritzen) heller ikke aktuel, for vi tør simpelthen ikke tage ansvaret for hans helbred og fremtid. Han har været ramt af så mange hjernerystelser, som det er tilfældet. Det er synd og ærgerligt for en 26-årig spiller, men der er ting i livet, der er vigtigere end ishockey, og det ser heldigvis ud til, at Benjamin går i gang som træner i RSIK, så han bliver i sporten, siger Illemann.

Også Jonas Sass ser ud til at stoppe karrieren til fordel for et civilt job.

- Gennemgående synes jeg faktisk, det ser fornuftigt ud. Vi ender med at få en god og brugbar trup. Det er jeg sikker på, siger Jørgen Illemann. 


LIVESTREAM: Kvindelandskamp - Danmark-Sverige JOACHIM HOLTEN MØLLER tager endnu en sæson i Rungsted