Hjemmeholdet hægtede vestjyderne af i kampen om grundspillets førsteplads

Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy 4-2 (1-1,2-1,1-0) Sikke en topkamp, der blev leveret i Bitcoin Arena i aften, hvor de to mandskaber virkelig gav hinanden en match, der havde slutspilsintensitet.

Tendensen fortsatte i de indbyrdes opgør: Rungsted har overhånden og beholdt den også i aften. En vigtig sejr efter to nederlag på stribe til hjemmeholdet. Esbjergs stime blev forlænget til tre nederlag i træk, og vestjyderne er formentlig ude af kampen om førstepladsen.

Tempoet var højt fra start. Både Alex Wideman, Rasmus Andersson og Marcus Olsson havde chancer for Rungsted, men det var Esbjerg, der tog føringen efter små fem minutter, da ellers pålidelige Bertram Jelert forærede pucken til Felix Scheel, der sagde tak og scorede kampens første mål. 

Rungsted var bedst i indledningen, men Esbjerg tog over med tungt fysisk spil, og derfor kom udligningen lidt ud af ingenting. Marcus Olsson var på plads efter en Mads Søgaard-retur i det 14. minut og stillingen var 1-1 efter første periode.

I anden periode fortsatte det voldsomme tempo. Rungsted havde fået godt fat og Marcus Olsson var igen vaks på en retur, da han satte 2-1-målet. Kort inde i anden periode udgik Nikolaj Rosenthal med en skade, og spillet bølgede frem og tilbage. Midtvejs i perioden måtte Nihlstorp ud i en flot redning for at holde Esbjerg fra udligningen.

I stedet 3-1 til Rungsted efter små 35 minutter, hvor André Pison styrede et skud fra Tim Daly i nettet. Målet blev gennemset og godkend og nu tog Rungsted presset, men Esbjerg scorede det næste mål ved Anders Koch.

Herlig hockey, masser af tempo og syngende tacklinger i anden periode. Slutspilshockey. 

Esbjerg pressede på for udligning i tredje periode, hvor Rungsted fra starten arbejdede med at spille "bande ud". Stadig var tempoet højt, og der blev tacklet ud. Esbjergs ellers så effektive powerplay havde en mulighed i tredje periode og fik langt et tungt pres - dog uden at få held med tingene. 

Rasmus Andersson havde en stor chance med tre minutter igen, men Søgaard reddede med benene, og til sidst kunne Nichlas Hardt afgøre i tomt mål, da Esbjerg leverede sin sidste forcering. 

Rungsted vandt på en stærk anden periode, og det lugter altså nu af en spændende duel mellem Rungsted og Aalborg i kampen om førstepladsen, mens det mere og mere ligger til en duel mellem Esbjerg og Frederikshavn i kvarten.

Men tingene kan nå at ændre sig endnu. 


VIDEO: Højdepunkter fra Frederikshavn-Herlev Aalborg sendte (næsten) Odense ud i mørket