Hjemmeholdet fik has på Herning i en tæt kamp om andenpladsen

SønderjyskE-Herning Blue Fox 3-0 (1-0,2-0,0-0) Mere end 3000 tilskuere, heriblandt også en pæn flok fra Midtjylland, havde fundet vej til Frøs Arena denne råkolde tirsdag aften i Vojens.

På menuen stod opgøret mellem rækkens nummer to Blue Fox og holdet på tredjepladsen, SønderjyskE, for hvem Daniel Galbraith kunne fejre et flot 500 kamps jubilæum.

Det blev en tæt og i perioder taktisk præget match, hvor hjemmeholdet var skarpere og ofrede mest i jagten på de tre point.

På tre power play mål afgjorde værterne ikke ufortjent kampen til deres fordel og sørgede dermed for, at de to hold efter tres minutters hockey byttede plads i tabellen.

Det blev en ganske afventende start på matchen og åbne chancer var der ikke mange af. Første snert af en mulighed tilfaldt Markus Jensen, men midtjyden overplacerede sit forsøg.

Hjemmeholdet måtte vente lidt længere på deres første forsøg. Det stod Konsta Makinen for, men trods trafik foran mål, fik Simon Nielsen afværget. Herefter tog sønderjyderne teten og havde bedst flow i spillet.

Ironisk nok satte kampens første power play til værterne en midlertidig stopper for hjemmeholdets overtag. Intet hang sammen for SønderjyskE i overtalsspillet, og faktisk tilfaldt den størtste chance i løbet af de to minutter udeholdet. Herning kom bedre med i de følgende minutter, hvor backen Daniel Nielsen et par gange testede Galbraith i hjemmeholdets mål.

Med små fire minutter til pausen, kom værterne atter i overtal. Og trods lidt start vanskeligheder, gav det denne gang bonus. Mike Little tog et håndledsskud fra blå linie og gummiskiven fandt vej ind bag Nielsen.

Pauseføringen var tæt på at være blevet dobbelt så stor, da Frederik Bjerrum og MacGregor Sharp i forening udfordrede Simon Nielsen.

Keeperen halvklarede, men pucken lå fri umiddelbart foran stregen. Det så dog ingen at de to SønderjyskE-forwards, og det lykkedes Herning at slippe helskindet fra det store tilbud til hjemmeholdet.

Anden periode blev indledt med endnu et sønderjysk power play, og lynhurtigt slog værterne til. En anelse tilfældigt landede pucken hos Steffen Frank, der resolut bankede den ind højt i målet bag Simon Nielsen. Daniel Nielsen var tæt på at slå hurigt tilbage for gæsterne. Men Galbraith var på plads.

Markus Jensen måtte kort efter en tur i straffeboksen, da midtjyderne var en spiller for meget på isen. Denne gang gav overtalsspillet ikke udslag på måltavlen, men hjemmeholdet fik endnu en chance, da MacMillan røg i skammekrogen for sin tackling på Mathias Boring Hansen.

Og så slog værterne atter engang til. Tæt under mål fik Phil Lane skubbet pucken ind over stregen. Dommerne konsulterede det nye videosystem, men holdt fast i afgørelsen, mål til SønderjyskE.

Reid O'Neill var dog ikke slået ud af tre måls føringen og sendte et kvalificeret forsøg afsted mod sønderjydernes mål, men Galbraith fik akkurat reddet. Herefter blev det gæsternes tur til at spille fem mod fire, men sønderjyderne klarede frisag. 

Tid til at skøjte til pause for de hold. Og trods de tre mål op lignede udeholdet ikke et hold, der havde kastet håndklædet i ringen.

Da pucken blev smidt til tredje periode lignede Herning imidlertid ikke et hold, der for alvor troede på et comeback. SønderjyskE kontrollerede matchen og gæsterne havde svært ved at dirke den lyseblå defensiv op.

MacGregor Sharp fik til gengæld en stor mulighed for at lukke kampen, men Simon Nielsen halvklarede og riposten tog Nielsens holdkammerater sig af. Blue Fox var på aftenen usædvanligt udisciplinerede og derfor måtte man atter engang spille i undertal, da McNeill røg til afkøling. Her var Mike Little tæt på at slukke og lukke, men Nielsen havde marginalerne med sig i kassen.

Der var to styk Daniel Nielsen på isen denne aften og gæsternes af slagsen virkede frustreret, som da han umotiveret plantede en knytnæve i hovedet på sin navnebror hos hjemmeholdet.  Hernings kaptajn fik dog lang snor denne aften og slap for udvisningsminutter.

Et midtjysk power play blev det imidlertid også til. Der var dog mere play end power og man kom ikke frem til noget, der for alvor truede Galbraith. Morten Poulsen fik tilspillet sig en stor chance i fem mod fem, men her var Patrick Galbraith hurtig med reflekserne.

Tættere på kom gæsterne ikke, og hjemmeholdet kunne cruise de tre point hjem, og koncentrerede sig de sidste minutter mest om at undgå en række sent satte tacklinger fra aftenens modstander. Dermed kunne SønderjyskE registrere sæsonens anden gevinst mod Herning efter en solid indsats, hvor man udnyttede gæsternes hyppige besøg i skammekrogen effektivt. Overtalsspillet var ikke engang det mest polerede af slagsen, men man slog kynisk til på de rette tidspunkter, i en til tider taktisk affære, der havde visse ligheder med slutspilshockey.

Patrick Galbraith spillede sin anden kamp efter sin lange skadespause og for anden gang holdt han nullet. Fansene fejrede ham med tilråbet “100 %” og kåring til Man of the Match.

Hos udeholdet havde man svært ved at finde takterne fra den seneste tids gode resultater. Spillere som Lasse Lassen og Morten Poulsen så man kun i korte glimt. Måske var det savnet af Cameron Brace, der gjorde ondt på midtjyderne, der havde sine bedste folk i defensiven, hvor 2 gange Nielsen (Simon og Rasmus) var stærkt spillende.

Sejren sender SønderjyskE op på tabellens øjeblikkelige andenplads, mens aftenens gæster fra Herning puster dem lige i nakken.


Martin Larsen med point og gm, Rungsted vandt 3-2 i Herlev Kristian Jensen var den store White Hawks-helt i hjemmesejr