Sønderjyderne er stadig ubesejret i Metal Ligaen, hvor aftenens sejr aldrig var i fare.

Frederikshavn White Hawks – SønderjyskE 0-4 (0-1,0-3,0-0)

SønderjyskE fortsætter den ubesejrede stil, da de her til aften satte yderligere tre point ind på kontoen, der allerede havde seks af slagsen i forvejen. Mario Simioni så en stærk udebanekamp leveret, og kan med tilfredshed sætte sig i bussen den lange tur hjem til Vojens. Sejren blev for alvor grundlagt i anden periode, hvor sønderjyderne nettede tre gange.

Gæsterne tog også straks fra starten initiativet i kampen, og lod ikke hjemmeholdet komme frem til ret meget. Anført af en særdeles veloplagt Villiam Haag, var det sønderjyderne der havde de største muligheder. Svenskeren især, var flittig til at teste Galansky, og fik også held af det efter små syv minutter. En lidt heldig scoring måske, men han fulgte op på sin egen retur, og fra bag mål fik han sendt skiven ind på benskinnen af tjekken, der hjalp pucken det sidste stykke over stregen.

Fire udvisninger i perioden, to til hver, gav ikke yderligere scoringer. Begge hold havde godt tempo på, men det var til tider et presset hjemmehold. Det unge White Hawks mandskab har i den grad brug for opbakning, men fansenes support udeblev totalt i aften, hvor der nærmest var stille som graven. De eneste man kunne høre var de 25 tilrejsende fans fra Sønderjylland.

Man kunne dog på et tidspunkt høre White Hawks træner Pelle Hånberg, da han rasede mod dommerkvartetten. De fik adskillige svenske gloser smidt i hovedet, da Hånberg var utilfreds med et par kendelser.

I anden periode må det være spillernes udvisninger svenskeren var utilfreds med. Alt for mange udvisninger tog hjemmeholdet, der gang på gang hang efter sønderjyderne. Tre gange var der afregning ved kasse et, og kampen var afgjort efter anden periode.

Charlie Combs gjorde det til 2-0 da Aleksi Halme sad i straffeboksen. Combs tog pucken med, og fik den sendt bag Galansky.

Nikolaj Krag, der de seneste år har udmærket sig i Frederikshavn, gjorde det onde ved sine tidligere holdkammerater, da han nettede til 3-0. Resolut afslutning af Krag, der udnyttede at Mads Iversen afsonede i straffeboksen.

Det blev også 4-0, dog ikke i regulært powerplay, for det skete sekunder efter Halme kom retur til isen. Finnen tog en dum udvisning for slashing på Patrick Galbraith, og det var altså medvirkende til sønderjydernes fjerde scoring i Nordjyske Bank Arena. Villiam Haag, sønderjydernes bedste i aften, sendte skiven ind i netmaskerne tæt under mål. 0-4 efter 40 minutter.

Det var ikke særlig ophidsende det vi blev budt i tredje periode. Tempoet faldt lidt, og især gæsterne tog den med ro. Et hårdt kampprogram, med kamp i onsdags, i aften, og igen søndag mod Odense, gjorde nok at de naturligt tog den med ro.

Hjemmeholdet skal have ros for at knokle på hver eneste skift. Der kommer mange op og nedture i den sæson vi lige har indledt, men arbejdsindsatsen kan man ikke tage fra det unge høge-mandskab. At skarpheden ikke er der, er noget der hele tiden skal arbejdes på, og med spillere som Jesper Jensen, Christopher Frederiksen, Alex Bumagin og Aleksi Halme, så må der komme hul på ketchupflasken en dag. Måske allerede mandag, når holdet sætter kurs mod Rødovre.

Mange udvisninger i aften, og her må denne skribent rose aftenens dommere for at holde linjen. Om man er enig i den nye linje dommerne er blevet udstyret med kan man altid diskutere, men de holdt den hele vejen igennem.

White Hawks havde chancen de sidste tre minutter med powerplay, men det lykkedes ikke at få scoret.

Fuldt fortjent sejr til SønderjyskE, der indtager førstepladsen i Metal Ligaen efter tre kampe. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Rødovre bød Odense ind og fik storsmæk på Fyn Pirates kunne ikke modstå presset