Alexandre Lavoie kommer til Vojens efter sommerferien

Det var med et ekstra stort smil, at SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen i sidste uge satte sin signatur på en spillerkontrakt.

Det skriver sønderjyderne i en pressemeddelelse, hvor en ny canadier præsenteres således.

Endelig lykkedes det SønderjyskE Ishockey at få skrevet kontrakt med canadiske Alexandre Lavoie, som klubben længe har haft i kikkerten – og nu er han på plads til den kommende sæson i Metal Ligaen.

Den 29-årige forward har de seneste seks sæsoner spillet i Europa. Primært i den svenske Allsvenskan, men han har også været i Finland, Norge og Østrig, og alle steder har han været flittigt producerende af point.

Fremover bliver det altså i den lyseblå SønderjyskE-trøje, at canadieren skal udfolde sig, og Klaus Rasmussen glæder sig til at præsentere Alexandre Lavoie for fansene.

- Vi er meget stolte og tilfredse med, at vi nu har skrevet kontrakt med Alexandre Lavoie for den kommende sæson. Det er en spiller, vi har fulgt i tre sæsoner, og derfor føles det særligt tilfredsstillende, at vi nu kan præsentere ham som ny SønderjyskE-spiller.

- Han har i flere sæsoner gjort godt opmærksom på sig selv, og han har derfor været en eftertragtet spiller, men vi har haft en rigtig god dialog med ham, og han er meget motiveret for at komme til Vojens og hjælpe os på vej mod nye store oplevelser. 

- Han er en klog spiller, der har et stærkt og hurtigt skøjteløb. Han er meget målsøgende og er tiltænkt en vigtig rolle i vores powerplay-spil. For os er han en meget vigtig brik i sammensætningen af det nye hold, der skal jagte succes i Frøs Arena efter sommerferien, siger Klaus Rasmussen.

Alexandre Lavoie ser frem til at komme til SønderjyskE Ishockey.

- Jeg glæder mig til at spille for SønderjyskE, og det bliver et eventyr for mig at spille i Danmark for første gang. Jeg glæder mig til at udforske et nyt skandinavisk land, som jeg kun har hørt godt om. Jeg har en forventning om, at det bliver en sjov og udfordrende sæson med SønderjyskE, som har en ambition og potentialet til at komme helt til tops.

Alexandre Lavoie bliver i Vojens holdkammerat med Gabriel Desjardins, der har talt varmt om SønderjyskE Ishockey.

- Inden jeg skrev under, talte jeg med Desjardins, som jeg har kendt, siden vi var børn, og han har kun fortalt mig gode ting om holdet og organisationen. Han har blandt andet fortalt mig, at Vojens er en relativ lille by, men fansene skulle være fantastiske. Jeg har også haft nogle gode samtaler med cheftræner Mario Simioni. Nu ser jeg bare frem til, at jeg skal rejse til Vojens til august og starte op med holdet, siger Alexandre Lavoie


KALE KERBASHIAN rykker til slovakisk ishockey CHL: Aalborg møder Oliver Larsen, Luleå og Sparta Prag