Konsta Mäkinen spiller i aften i Herning

SønderjyskE er kommet til den konklusion, at der skal hentes en ny back til klubben, og det bliver endnu en finne, der altså kommer til at supplere Christian Silfver på backpositionen. 

Konsta Mäkinen kommer til klubben med 316 kampe i den finske Liiga i bagagen, og han har også tidligere spillet på de stærke finske juniorlandshold. Nu er han hentet ind som en slags allroundmand for sønderjyderne, siger sportschef Kim Lykkeskov i en pressemeddelelse. 

- Det har hele tiden været planen, at vi skulle hente en back mere ind før Continental Cup, og nu blev Daniel Kønig Hansen skadet i den seneste kamp og er ude på ubestemt tid, og derfor er det naturligt, at vi trykker på knappen nu.

– Konsta Mäkinen har spillet mere end 300 kampe i den bedste finske række. Han er hentet ind som back, men han kan også hjælpe til fremad i banen, hvis der kommer skader på angriberne. Han er lidt af en allrounder, men han er hentet hertil som back 100 procent, men det er da dejligt at have en spiller, der kan lidt af det hele – lidt som Mick Jensen i gamle dage, siger Kim Lykkeskov.

Mäkinen er ikke stor af størrelse, blot 175 centimeter høj, så det synes altså ikke at være nogen "opryddertype", sønderjyderne henter ind - dog synes han heller ikke at være nogen pointmaskine. 

Man kunne måske sammenligne hans indtræden i Metal Ligaen med det år han spillede i Slovakiet, hvor det i 44 grundspilskampe lykkedes at levere 10 point for Nove Zamky. 

I de seneste to sæsoner har Konsta Mäkinen spillet for KalPa Kuopio i den bedste finske liga. 

 


Kampnoter: Rundt om Esbjerg Energy-Aalborg Pirates OPTAKT: Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls