SønderjyskE har præsenteret sin første nye import for den kommende sæson.
Det bliver den 27-årige Cam Brown, der senest har spillet i East Coast Hockey League (ECHL), hvor han har befundet sig hos Wheeling Nailers og været en af de dominerende spillere.
I 102 kampe har han lavet godt et point i gennemsnit og har været både månedens og ugens spiller i ligaen, og blev i sidste sæson udtaget til All Star-kampen for Western Conference.
Tidligere i karrieren var Cam Brown kaptajn for University of Maine, et af de mere velansete programmer i det amerikanske system.
- Vi får en bevægelig og hurtig spiller, der har kvaliteter i både det offensive og defensive spil. Og så er han sulten efter at prøve sig af i SønderjyskE og Metal Ligaen. Det bliver hans første sæson i Europa, forklarer sportschef Kim Lykkeskov i en pressemeddelelse.
- Cam besidder også nogle gode lederegenskaber. Han var sidste sæson assisterende kaptajn, og han var kaptajn, da han spillede for University of Maine, udtaler Kim Lykkeskov.
Under forudsætning af den endelige godkendelse fra licensudvalget efter ferien, så kan Brown støde til SønderjyskE’s hold, der starter træningen op i august frem mod den kommende sæson.