Nigro og MacDonald scorede for hjemmeholdet i endnu en tæt kamp mellem de to hold

Sønderjyderne kom flyvende ud af starthullerne. Bare er halvt minut inde serverede Sharp pucken for Phil Lane, men flot parade af Rødovre-målmand Matt O'Connor. Kort efter var Anthony Nigro på spil.

Den langlokkede canadier, der allerede er ved at blive en publikumsyndling tabte dog duellen tæt under mål.

Det rettede han imidlertid op på i matchens første power play efter godt to minutter, hvor han fra en lidt skæv vinkel sneg pucken ind til en tidlig føring.

Herefter kom gæsterne bedre med i spillet og blandt andre Jonas Sass var tæt på at overliste Galbraith, da han kom alene afsted, men den duel vandt den rutinerede keeper.

Også Thomas Olsen fik fyret en rigtig fin afslutning af, men heller ikke han formåede at prikke hul på Galbraith. Anders Førster var tæt på i modsatte ende af isen, men manglede de berømte marginaler.

Et powerplay til gæsterne kastede et par fornuftige forsøg af sig, men ellers var det småt med chancer i den sidste halvdel af en ellers ganske tempofyldt første periode, hvor hjemmeholdet lige var den tand skarpere end gæsterne.

Det var udeholdet, der kom bedst ud til anden periode, godt hjulpet på vej af en tidlig udvisning til Phil Lane. Beyer Carlsen var millimeter fra en udligning og generelt satte Rødovre et godt tryk på værterne i denne fase.

Knapt midtvejs i perioden måtte Mads Eller til afkøling, men SønderjyskE leverede et ganske ineffektivt power play. Efter små 12 minutter fik udeholdet så chancen i fem mod fire. Der var god snert i spillet og specielt Virtala brødrene broderede sig frem til et par gedigne chancer. Patrick Galbraith viste dog stort format i sønderjydernes mål og holdt de finske drillepinde fra fadet.

Periodens sidste fem minutter stod der SønderjyskE på. Først var Lane tæt på inde foran mål og da man kort efter fik muligheden i overtal, så spillet langt bedre struktureret ud end ved det forrige power play. Såvel Sharp som Frank var tæt på at øge føringen, men en heroisk fightende Rødovre box fik ved fælles hjælp reddet kastanjerne ud af ilden.

Med under et minut tilbage af perioden blev gæsterne idømt to udvisninger med kort mellemrum. Den sidste af dem tilfaldt Mads Eller, der var voldsomt utilfreds, da han måtte tage plads i straffeboksen.

SønderjyskE takkede for det store tilbud ved i fem mod tre at hamre pucken ind til 2-0 fra kort distance. Josh MacDonald var skarpretter.

Dermed 2-0 efter fyrre minutters ganske underholdende hockey i Frøs Arena.

Tredje periode blev en lige affære, men hvor hjemmeholdet virkede til at være i kontrol med kampen. Mighty Bulls forsøgte, men sled forgæves mod et hjemmehold, der virkede til at være ovenpå rent fysisk.

Der var som matchen skred frem mod de sidste ti minutter mere fart i de sønderjyske skøjter og også mere saft i værternes tacklinger. Lidt rigeligt saft var der efter dommernes mening, da Josh McDonald satte sin tackling i endebanden, og han måtte tage imod en to plus ti minutter for boarding.

Det sjællandske overtalsspil var ganske sløjt og største mulighed stod der faktisk SønderjyskE på, da Mads Lund og Steffen Frank kom afsted to mod een.

Chancen løb dog ud i ingenting og indskiftede William Rørth kunne ånde lettet op. Kort efter måtte Steffen Frank tage plads i straffeboksen, men heller ikke denne gang formåede gæsterne at producere noget nævneværdigt mod en effektiv sønderjysk box.

Mod slutningen prøvede Rødovre med seks mod fem, men det gav ikke afkast. Istedet endte det med, en frustreret Mads Eller tog sin tredje udvisning denne aften. Dermed kunne sønderjyderne cruise de sidste sekunder af klokken og fejre en 2-0 sejr efter en solid indsats, hvor bedste mand var ankermanden Patrick Galbraith.

Der var forbedringer at spore i værternes power play, men stadig ikke mange mål sønderjyderne scorer hidtil denne sæson. Kun i overtidskampen i Aalborg har man formået at score mere end to gange.

Så man må formode Mario Simioni ønsker at se langt mere skarphed fra sine forwards, når sæsonen indledes fredag aften. Hos gæsterne var to gange Virtala som altid iøjnefaldende, men også en spiller som Lasse Mortensen sprang i øjnene med en absolut godkendt indsats på et Rødovre mandskab, der har flere strenge at spille på end tidligere sæsoner, virker det til.


CHL: Respektabel Rungsted-debut i Europas mesterklasse Forstærkning betalt af sponsorer: Kabanov-donationer betalt tilbage til fans