Sejren over Odense udløste tiltrængt hvile til Mario Simionis mandskab

SønderjyskE-spillerne har været gennem et yderst hårdt program på det seneste. Tre kampe i Continental Cup i sidste weekend blev efterfulgt af en hård uge i Metal Ligaen, men eftersom det blev kørt igennem med seks sejre på stribe, var der ingen klager fra træner Mario Simioni.

Han leverede endda to fridage mandag og onsdag som belønning, skriver Der Nordschleswiger.

- Det var meget vigtige sejr fredag og søndag. Vi har vundet seks kampe på 10 dage, og i dag (søndag) var der ikke mere benzin i tanken. Man kunne se, at spillerne var trætte. Vi kom sent hjem fredag aften fra Herlev, og når vi spiller 13:30 som søndag, skal vi allerede være klokken 11 i hallen, forklarede Simioni efter SønderjyskE's 3-1-sejr over Odense.

- Efter kampen mod Herlev lovede jeg spillerne, at hvis det blev til en sejr over Odense, ville de få to fridage og ikke blot en enkelt. Efter anden periode mod Odense huskede jeg dem på det igen. Jeg sagde til dem, at de skulle se at få afsluttet kampen på en god måde. De skulle holde aftalerne og gøre alle de små ting, som vinder respekt hos medspillerne. Så ville det ende med at blive en god weekend, som ville give to fridage, konstaterede Mario Simioni overfor Der Nordschleswiger.

Sønderjyderne møder fredag aften Aalborg Pirates i et opgør mellem nummer et og to i Metal Ligaen nu. 


UGENS HOLD PÅ METALLIGAEN.DK - se hvem der er med Frederikshavn-kaptajn: God moral, men træt af tingenes tilstand