Effektive gæster tilføjede Aalborg sæsonens første nederlag

Aalborg Pirates-Herning Blue Fox 1-4 (0-1,1-2,0-1) Der var lagt op til et et brag mellem sidste års nummer et og to i grundspillet og trods  hjemmebanefordel til Aalborg Pirates, var det Herning Blue Fox, som fightede sig til en flot 4-1-sejr, som især blev grundlagt at et solidt defensivt arbejde foran Simon Nielsen, samt en stærk anden periode.

Kampen var knap nok gået i gang før Mads Christensen, blev ramt højt på et hit af Anton Schou. Tydeligt rystet gik han ud og han formåede ikke at komme tilbage i kampen. Et hårdt tabt for dagens gæster, efter blot 10 sekunder.

Efterfølgende var det hjemmeholdet som tog kontrollen. Med et højt tempo og pres fik de sat sig på spillet. Selvom pucken hoppede og dansede omkring Simon Nielsens mål, formåede Aalborg ikke at få afsluttet deres angreb og i stedet slog gæsterne til, da Kirill Kabanov fik en udvisning.

Efter at have kørt pucken effektivt rundt, fik Cameron Brace plads og med en Aalborgspiller foran George Sørensen, sendte Brace et flot skud over i det fjerneste målhjørne til en føring til midtjyderne.

Kampen udviklede sig efterfølgende til en meget taktisk og fysisk affære, hvor ingen af holdene rigtigt kunne få skabt de nødvendige åbninger. Aalborg havde stadig pucken mest, men formåede ikke at skabe nogle store chancer.

Først til sidst i perioden åbnede kampen sig lidt op. Først var Herning meget tæt på at udnytte en fejl i Aalborg-defensiven, men George Sørensen lavede en flot sideforflytning og kom i vejen med benskinnen.

Sekunder senere var det Aalborg som endelig kom til en større chance. Fra blå linje fik Martin Lefebvre plads til at gå ind i banen og med et hårdt skud sendte han pucken på stolpen. En kæmpechance som mange i Bentax Isarena så inde, men stilling forblev 0-1 til Herning efter første periode.

Gigantisk drop, hurtigt modsvar
Perioden var knap nok startet, da Herning fik udbyggede sin føring. På en afventede udvisning, forsøgte Reid McNeill at holde pucken inde i zonen med et svagt skud på mod mål. Umiddelbart var pucken på vej forbi mål, men i sit forsøg på at gribe pucken, tabte Aalborgs normalt så sikre målmand pucken og sendte den i eget net. Et kæmpe drop af George Sørensen.

Aalborg svarede dog lynhurtigt igen, da Sebastian Bergholt slap igennem i en tre mod en-situation. Her prøvede Bergholt at sende pucken på tværs og på dens vej ramte den en Herning-back på skøjten og gled mellem benene på Simon Nielsen, som ikke kunne nå at reagere på det pludselige retningsskifte.

Herning fik muligheden, da Mikkel Højbjerg inde foran Simon Nielsen tog en udvisning. Dog var det Aalborg Pirates, der var tættest på at score i Hernings powerplay, da Pierre Olivier-Morin kom alene igennem imod Simon Nielsen. Desværre for hjemmeholdet vandt målmanden duellen.

Kampen var begyndt at få gang i chancerne og omkring halvvejs inde i opgøret var begge hold millimeter fra at score med sekunders mellemrum. Først var det Herning, som var meget tæt på at scorer, da Bau fandt Brace fri foran mål. Han forsøgte at trække pucken forbi Sørensen, men Aalborgs målvogter fik staven på pucken.

Sekunder senere var der kaos foran mål, hvor pucken hoppede og dansede inde i Simon Nielsens felt. Trods flere skud forsøg holdt Simon Nielsen stand i målet. Episoden gav dog Aalborg et powerplay, som der ganske som i Hernings seneste var tættere på en scoring i undertal end i overtal.

Denne gang var det Brodie Dupont som slap afsted, men ligesom Morin tabte han duelen overfor George Sørensen, som var ved at have revancheret sin tidligere fejl.

Herning afsluttede perioden bedst og derfor var det også fortjent, da Cameron Brace nok engang slog til. Selv fik han kørt pucken ind i zonen og her fik han alt for meget plads fra Aalborgs defensiv. Med et helt frit skud sendte han et utageligt missil op i det fjerneste målhjørne uden chance for George Sørensen til en tomålsføring efter anden periode. 3-1 til gæsterne.

Simon Nielsen leverede varen
Perioden lignede de to forgående i sin indledning, hvor Aalborg desperat prøvede at bryde Hernings betondefensiv ned. Det ville kræve noget ekstraordinært for Aalborg at få en større chance og efter to minutter var Kirill Kabanov tæt på at lave årets mål, da han fuldstændig satte sin mand med en spinorama og kun en stor redning fra Simon Nielsen forhindre en nordjysk reducering.

Herning fik nok engang chancen i overtal, men igen var det holdet i undertal som var tættest på. I dette boxplay var det Jeppe Jul Korsgaard som kom igennem og lavede en glimrende dribling, der gav ham et åbent skud på mål. Dog var Simon Nielsen nok engang på plads og kunne lave en flot blokering.

Tiden arbejdede imod hjemmeholdet, mens gæsterne arbejdede stenhårdt for at forsvare sin føring hjem fra egen zone. Dette gav Aalborg mere tid i zonen og dermed også flere chancer. Blandt andet var Kabanov og Tobias Ladehoff meget tæt på, men Simon Nielsen var i topform i Bentax Isarena og fik flot afvist dem begge med sin højre benskinne.

Med halvandet minut forsøgte Aalborg Pirates sig med seks spillere på isen, men Herning formåede at holde Pirates fra chancer og stedet var det Markus Jensen som i tomt mål kunne cementere midtjydernes sejr. En fortjent sejr, som var skabt på hårdt arbejde defensivt og stor kynisme når chancerne opstod. Malurten i bægeret var dog Mads Christensens skade.


Tæt match i Odense endte med sønderjysk bonuspoint Gammel tradition genoplives: Pressens hold udfordrer landsholdet