Mike Hammond imponerede for hjemmeholdet, der sled sig til en enkelt pind i VinMedKant Arena

Odense Bulldogs-SønderjyskE 2-3 (1-1,0-1,1-0) 0-0,0-1 Som næsten altid, når de to hold mødes i Odense, var det jævnbyrdigt til det sidste i aften i VinMedKant Arena, hvor SønderjyskE endte med at snuppe to point efter en glimrende match, der endte i straffeslag. Facit blev en sejr til gæsterne på 3-2.

Mike Hammond gik direkte ind i Odenses førstekæde sammen med Hardarson og McDonnell og allerede tidligt i kampen var canadieren med det britiske pas tæt på en drømmestart. Fynboerne udnyttede en spilvending og McDonnell passede til Hammond, der måtte se Henriksen i SønderjyskE-målet parere.

Tempoet var vældigt hidsigt fra start og Steffen Frank havde en stor mulighed, der blev efterfulgt af et tungt Odense-pres i gæsternes zone. Kort efter kom aftenens første scoring, og den var kontroversiel:

Mads Eller og Jeppe Holmberg kæmpede om plads inde foran mål, og SønderjyskE-forwarden nedlagde sin modpart med en solid crosschecking. Fløjtet udeblev, og Martin Eskildsen var snarrådig og lagde pucken ind bag en vældig velspillende Galansky.

Han havde flere gode redninger i første periode. Daniel Nielsen havde to friløbere, men tabte duellerne med Galansky, og det hidsigt kæmpende hjemmehold fik i stedet udlignet. Droppas og første point til Hammond, og et præcist skud af O’Donnell, der sneg skiven forbi Daniel Galbraiths skinner og lige forbi Henriksen, der havde svært ved at se pucken. Fair nok med 1-1 efter 20 minutter.

SønderjyskE kom hurtigt foran i anden periode. Angriberne i Odenses førstefemmer gik fuldstændig hovedløst til værks i presset og Steffen Frank fik lov at skøjte uhindret op i venstre side og aflevere til Cam Brown, der slog den ind bag en prisgivet Galansky.

Lukas Lundvald stod for en fin detalje kort efter, da han fra sin position bag mål vippede pucken gennem benene og ind til en helt fri Rasmus Simonsen. Henriksen reddede igen.

Odense havde problemer med kæden Frank/Brown/Nielsen i et par skift, og den lille Brown var et par gange meget tæt på at øge sin konto.

To powerplay-chancer til hjemmeholdet resulterede i meget få farlige forsøg, og det var en anden periode, hvor gæsterne virkede som det mest afklarede mandskab på isen.

Til gengæld kunne Odense-fansene glæde sig over Mike Hammond. Canadieren holdt rigtig godt fast i pucken og var svær at fange for gæsternes backs. Ham skal Bulldogs nok få glæde af.

Det bølgede frem og tilbage i tredje periode, og de første store chancer kom i et SønderjyskE-powerplay midt i perioden. Først parerede Galansky et forsøg fra Vedel og kort efter brød McNally løs og slog kontra.

Han trak smukt forbi en glidende Brendan Harms foran mål, men trak sit skud lige forbi hjørnet. O’Donnell var næste mand i køen foran Henriksen, men nøjagtig som sin kollega i den anden ende, stod SønderjyskE-målmand habilt denne aften foran 347 tilskuere.

I disse tider uden frygtelig mange mennesker i hallerne er det isnende koldt at gå til ishockey og uden en varm jakke er man fortabt. Til gengæld kæmper tilskuerne en brav kamp for at holde vis stemning ved lige.

Det var ikke noget problem for Odenses topspillere at holde varmen i slutfasen, hvor træner Lefebvre matchede sine bedste folk tungt i jagten på udligning. Fynboerne fik hjælp af Oliver Gatz, der tog en dum udvisning væk fra pucken, og så fik Bulldogs endelig sat en skarp powerplay op.

Henriksen var chanceløs på Mike Hammonds hammer. 2-2 og Odense fik bonus for høj moral og ærlig fight.

Inden slutsignalet havde både Mike Hammond og Mads Eller mulighed for at sikre tre point hver vej, og uafgjort efter 60 minutter var vel helt i orden i en jævnbyrdig batalje mellem de to lokalrivaler.

Samme Eller fik en udvisning for usportslig optræden i overtiden, men Bulldogs fik ikke sat det rette tryk på gæsternes boks, og så løb det hele ud i straffeslag, hvor det var nok for SønderjyskE med scoringer af Matt Prapavessis og Brendan Harms. Lukas Lundvald og Mike Hammond brændte for Odense.


Russisk show i Frederikshavn Storspil af Simon Nielsen og Hernings defensiv i Aalborg