55-årige Magnus Sundquist forlader sin svenske hjemmebane

Magnus Sundquist er altid et navn, der bliver drøftet, når danske klubber skal have ny træner.

Den 55-årige svensker er husket for godt arbejde i det københavnske område, ikke mindst i Rødovre, hvor han var coach i "storhedstiden" omkring 2010, og ligeledes trænede Hvidovre i 1. division. Sundquist var som spiller dansk mester med Rødovre og spillede forinden i IC Gentofte, og har altså derfor et godt navn i Danmark.

Det har han også fået i Sverige, hvor han var tæt på at føre Tingsryd op i SHL og siden landede jobs i Brynäs og Modo, to af de store traditionsklubber i svensk ishockey.

Han havde tilbud fra andre svenske klubber, fortæller Sundquist til Hockeysverige.se, men han valgte at snuppe en flybillet til Rumænien, hvor han skal træne en af de største klubber i den ungarsk-rumænske Erste Liga. Miercurea Ciuc/SC Csikszereda er den store klub i området for det ungarske mindretal i Rumænien og har adskillige mesterskaber bag - både i Erste Liga og den rumænske nationale liga.

Klubben har ofte været med ude i Europa, og har tidligere givet god modstand til blandt andre SønderjyskE i Continental Cup.

Miercurea Ciuc/SC Csikszereda vandt Erste Liga i sidste sæson, men tabte den rumænske finale. I begge tilfælde var Brasov modstanderen. 

 


Herning henter Joachim Linnet hjem fra Herlev CHL: Hviderussisk hold sendes ud på grund af "usikkerheder"