Den tidligere Hvidovre-forward kommer hjem til Danmark med stor gejst og træningsvilje

Efter halvandet år på Malmös Junior 20-mandskab kommer Mathias L. Hansen igen tilbage til dansk ishockey, hvor han skal spille for Rungsted Seier Capital i den kommende sæson. Den unge angriber med mellemnavnet Lehmann har været fast angriber på de danske U-landshold op gennem sin karriere og valgte altså at uddanne sig i Malmö inden sin tilbagevenden til Danmark. 

I sidste sæson lavede han syv point i 36 kampe i den svenske J20-Superelit og trænede samtidig stenhårdt, fortæller han i et interview med Rungsted Seier Capitals hjemmeside.

- Jeg er en allround-spiller, som både kan spille center og Wing. Jeg vil beskrive mig som en tovejs center med stor skøjtekapacitet og blikket for at gå efter målet. Fansene kan forvente fart og intensitet og forhåbentlig en masse point. Jeg forventer at få chancen og noget ansvar på mine skuldre, hvilket selvfølgelig vil udvikle mig som hockeyspiller, siger Mathias L. Hansen

I sæsonen 2018/19 var han kaptajn for det danske U18-landshold og er klar til at arbejde hårdt, siger han. 

- Jeg har altid haft en høj træningsmoral, i Sverige trænede vi op til tre gange om dagen som jeg selvfølgelig vil tage med til Danmark. Derudover er speeden og det fysiske spil hårdere i Sverige i forhold til, hvad jeg kom fra, hvilket også er noget jeg vil tage med mig, siger han til Rungsteds hjemmeside. 


Rødovre begynder sæsonen med fem imports - to backs og to forwards er på vej JONAS JAKOBSEN får kontrakt for endnu en sæson i Aalborg