Se hvilke seks spillere, redaktionen har udtaget efter sidste uges kampe

George Sørensen (Aalborg): En af mange bundsolide uger af Sørensen, der førte Aalborg til tre sejre i løbet af en uge. Og det var vel at mærke mod tre af de øvrige top fire-bejlere, kulminerende med 4-0-sejren over Frederikshavn, hvor Aalborg-målmanden holdt buret rent.

Martin Lefebvre (Aalborg): Mesterbacken fra 2017 er landet i Metal Ligaen igen. Lefebvre er oppe på omkring 23 minutter pr. kamp og leverede +3 i plus/minus-statistikken og mål og assist i den forgangne uge.

Sean Flanagan (Herning): Efter en lang pause var Herning-backen tilbage i den forgangne uge med to gange lige knap 20 minutter mod både Odense og Rødovre. Flanagan havde både plusser, scoring og assister på statistikkerne.

Mario Lucia (Rungsted): Begynder Rungsted-forwarden for alvor at finde slutspilsformen frem? Scorede to gange mod Frederikshavn søndag eftermiddag og var ligeledes på scoringslisten i nederlaget mod Aalborg. I alt fire point i løbet af ugen.  

Brett Thompson (Herlev): Massiv matchvinder i Vojens tirsdag aften, hvor Thompson førte an i Herlevs stærke vending af kampen. Anføreren alene scorede både til 3-3 og afgjorde derefter kampen til ørnenes fordel. Har spillet en eminent sæson.

Morten Poulsen (Herning): Herning Blue Fox-angriberen var flyvende i begyndelsen af sæsonen, og han begynder stille og roligt at finde tilbage i den form igen. Scorede to gange og spillede en flot kamp mandag aften i Rødovre.


OPTAKT: Herlev Eagles-Odense Bulldogs TV-KAMP på fredag: Frederikshavn tager imod SønderjyskE