George Sørensen (Aalborg Pirates) Har fået en rigtig flot start på sin tid i Aalborg, og stod nærmest på hovedet i Herlev fredag aften, hvor han ”egenhændigt” holdt Pirates inde i kampen. Holdt både Esbjerg og Herlev på to mål, vandt straffeslag i Esbjerg og overtid i Herlev fredag aften. Reddede 54 skud i løbet af ugen og er dermed på ugens hold for anden uge i træk.
Nick Crawford (Rødovre Mighty Bulls) Efter en række kampe, hvor målene væltede ind, fik Rødovre styr på defensiven igen. Kun to mål imod i to kampe. Nick Crawford er måske ikke den mand, man lægger mest mærke til, men solid, sikker og med næsten 28 minutters istid fredag aften i Odense.
Sebastian Bergholt (Aalborg Pirates) Fortsætter med at være stærk og skarp på nordjydernes blå linje. Den tidligere Rødovre-back har i den grad konsolideret sig hos Aalborg Pirates, nøjagtig som kollegaen Anders Krogsgaard. Runder rask væk 25 minutter i hver eneste kamp, og spiller bundsolidt i defensiven hos Pirates.
Thomas Vilstrup Andersen (Herning Blue Fox): Som med Jonas Jakobsen for nogle uger siden, så skal der i den grad gives kredit, når spillerne fra de ”lavere kæder” træder frem og er afgørende for kampenes udfald. Det var tilfældet med Thomas Vilstrup fredag aften, hvor han sammen med Linnet og unge Lukas Bang gjorde en kæmpe forskel i kampen mod SønderjyskE. Herning vandt 4-1 og Andersen scorede to gange.
Christopher Frederiksen (Frederikshavn White Hawks) Har for alvor fundet melodien sammen med Aleksandr Bumagin. Frederiksen laver blændende ting for øjeblikket og banker på til sæsonens første landsholdstrup. Spillede to flotte kampe med sit White Hawks-mandskab tirsdag og fredag, men gik altså ned ”med mand og mus” sammen med resten af holdet søndag eftermiddag.
Mattias Persson (Rungsted) Var ligesom resten af Rungsted-holdet stærkt opsat på at arbejde sig til en sejr søndag eftermiddag mod Herning. Satte tempoet for hjemmeholdet, skabte chancer og var her, der og allevegne for hjemmeholdet i Bitcoin Arena. Noterede sig ”kun” for en enkelt assist, men var i den grad Rungsteds ”arkitekt” bag sejren.