Eric Vanderhoff ligger til en plads i en af fynboernes nederste kæder

Odense Bulldogs mangler stadig at fylde pladser ud til den kommende sæson, men der kommer til at være fire kæder i aktion, når fynboerne går på is for første gang mandag 3. august. Det forsikrer sportschef Henrik Benjaminsen, som Metalligaen.dk har talt med om resten af holdopbygningen frem mod den kommende sæson. 

Vi præsenterer interviewet i et par bidder eller tre i løbet af dagen, og den første nyhed fra det fynske er, at den unge dansk-amerikanske angriber Eric Vanderhoff er på is sammen med Bulldogs, når sæsonen går i gang igen. 

Vanderhoff har dansk mor og flytter for en sæson over til sin familie i trekantsområdet, hvorfra han er kommet i forbindelse med Odense. Her håber træner Marc Lefebvre og sportschef Benjaminsen, at den 20-årige forward er kapabel til at tage en plads i en af de nederste kæder. Vanderhoff kommer ifølge Henrik Benjaminsen ikke til at fylde en importplads grundet sine danske rødder. 

Vanderhoff har i de seneste to sæsoner spillet canadisk juniorhockey på næstbedste niveau i Northern Ontario Junior Hockey League, som er en af de 10 canadiske juniorligaer på næstbedste niveau under de tre store QMJHL, OHL og WHL. NOJHL er ikke noget helt tosset niveau og Vanderhoffs 53 point eller 1.02 point i snit for Elliot Lake Wildcats og Soo Eagles placerede ham som nummer 16 på topscorerlisten i grundserien. 

- Marc (Lefebvre) kender alt til ligaerne derovre, og han vurderer, at NOJHL i hvert fald er stærkere end den danske 1. division. Derfor tror vi på, at Vanderhoff godt kan gøre sig hos os i en af de nederste kæder, siger Henrik Benjaminsen til Metalligaen.dk. 

Vanderhoff bliver en af tre eller fire nye nordamerikanere, der skal forstærke Odense i den kommende sæson. Mere om det senere i dag. 


Hiver Rungsted Charlie Sarault "hjem" igen? "Iron-Mike" Daugulis: Stadig masser af benzin på tanken