Oversigten over, hvordan det gik for de danske spillere med rødder i Metal Ligaen får du her

Nicolaj Henriksen, Esbjerg Energy

Nicolaj Henriksen fik formentlig mere spilletid ved VM, end han havde regnet med hjemmefra. Esbjerg-keeperen var oprindeligt hentet ind som tredjemålmand, men først måtte Frederik Dichow trække sig, og sidenhen opstod der også problemer omkring Mads Søgaard undervejs i turneringen.

Henriksen fik blandt andet kampen mod Canada for at spare Søgaard frem mod nøgleopgøret mod Slovakiet og slap aldeles hæderligt fra mødet med canadierne. Han holdt buret rent i to perioder, inden både Danmark og målmanden løb tør for kræfter i tredje periode.

Sidenhen blev det til to perioder mod Slovakiet som afløser for en skadet Søgaard og hele kampen mod Norge, hvor Henriksen med kort varsel måtte træde til som førstemålmand. Den 30-årige Esbjerg-profil viste flere gange stor ro i pressede situationer og sluttede VM med 81 redninger på 94 skud og en redningsprocent på 86.

Malte Setkov, Rødovre Mighty Bulls

Malte Setkov var den Metal Liga-spiller, der blev benyttet mest ved VM. Rødovre-backen blev noteret for 18 minutter og 37 sekunders istid i gennemsnit hen over Danmarks syv kampe og spillede en stor rolle i den danske defensiv gennem hele turneringen.

Offensivt blev det dog aldrig nogen stor VM-turnering for Setkov, som gik pointløs gennem mesterskabet. Han sluttede samtidig med minus fire i plus/minus-statistikken og tre udvisninger undervejs. Det blev desuden til tre afslutninger inden for målrammen.

I modsætning til rollen hjemme i Metal Ligaen spillede Setkov stort set ingen rolle i det danske powerplay. Til gengæld blev han brugt markant i undertalsspillet, hvor han var blandt de backs, der fik mange defensive minutter.

Særligt kampen mod Norge blev vanskelig for Setkov, som samlet set heller ikke stod helt så skarpt, som han gjorde under OL-kvalifikationen tidligere på året.

Daniel Baastrup, Odense Bulldogs

Odense-kaptajnen Daniel Baastrup var omklædt til seks af Danmarks syv VM-kampe, men samlet set blev det til en meget begrænset rolle gennem turneringen. Backen blev noteret for i alt 17 minutter og fem sekunders istid fordelt på 25 skift i de seks kampe, han var til rådighed i.

Det blev til en enkelt udvisning i opgøret mod Sverige, ligesom Baastrup også noterede sig for ét skud på mål og to hits undervejs i turneringen. Derudover fik Odense-spilleren også omkring tre minutter i det danske undertalsspil.

Ligesom flere af de øvrige Metal Liga-profiler lykkedes det dog aldrig for Baastrup for alvor at få sat et større præg på VM-turneringen.

Jacob Schmidt-Svejstrup, Sønderjyske

Den 28-årige Jacob Schmidt-Svejstrup fik heller ikke helt sat det aftryk på VM-turneringen, som han havde håbet på hjemmefra. Sønderjyske-forwarden blev noteret for lidt over seks minutters istid i gennemsnit hen over fem kampe, hvor flere af optrædenerne kom med udgangspunkt som 13. forward.

Alligevel fik Schmidt-Svejstrup i flere af sine samlet set 51 skift vist god energi og fysik i det danske spil. Samtidig blev han også den eneste Metal Liga-forward, der noterede sig for point ved VM, da han leverede anden assisten til Danmarks 1-0-scoring i opgøret mod Italien.

Sønderjyske-spilleren sluttede desuden som den danske spiller med flest registrerede hits i turneringen. Med 10 hits var Schmidt-Svejstrup den eneste danske spiller med et tocifret antal tacklinger og sluttede samlet med minus ét i plus/minus-statistikken.

Kasper Larsen, Herning Blue Fox

Den 23-årige Kasper Larsen havde ligesom flere andre Metal Liga-spillere en VM-turnering med både op- og nedture. Herning-backen var i grove træk primært med for at lære og blev hen over seks kampe noteret for lige omkring 12 og et halvt minuts istid i gennemsnit.

Statistisk blev det til tre afslutninger inden for målrammen, fire blokerede skud og to udvisninger undervejs i turneringen. Samtidig fik Larsen også en lidt speciel kamp mod Italien, hvor han først blev noteret for en assist på Danmarks 2-0-scoring, men sidenhen blev bænket og endte med blot fire minutter og 42 sekunders istid i opgøret.

Larsen var efterfølgende slet ikke på holdkortet mod Norge i den sidste gruppekamp. Samlet set blev VM-turneringen formentlig mest af alt en lærerig oplevelse for Herning-backen, som dog også vil ærgre sig over afslutningen på mesterskabet.

Oliver Kjær, Esbjerg Energy

Den 25-årige Oliver Kjær fik ganske hæderlige 11 minutter og 37 sekunders istid i gennemsnit hen over Danmarks syv VM-kampe, men på de underliggende statistikker var aftrykket begrænset. Esbjerg-forwarden var blandt andet en del af det danske powerplay, men fik ikke noteret sig for point i løbet af turneringen.

Kjær sluttede samtidig med en minus to-statistik og to udvisninger. Derudover blev det heller ikke nogen stor turnering i faceoff-cirklen, hvor han vandt 37 procent af sine 51 faceoffs.

Samlet set blev VM derfor mere præget af arbejdsopgaver og læring end af større offensive gennembrud for Esbjerg-spilleren.

Phillip Schultz, Esbjerg Energy

25-årige Phillip Schultz endte VM-turneringen lidt for tidligt under bruseren, da Esbjerg-forwarden modtog en matchstraf i det betændte opgør mod Norge. De 27 strafminutter, Schultz sluttede turneringen med, kom dermed på én og samme udvisning.

Inden da nåede Schultz at få spilletid i fem kampe, hvor han i gennemsnit blev noteret for lidt over syv minutter pr. kamp. Samtidig sluttede han med minus fire i plus/minus-statistikken.

Offensivt var mulighederne begrænsede, men på sine fem afslutninger i turneringen fik Schultz sat én puck inden for målrammen. Den afslutning faldt i tredje periode af opgøret mod Canada.

Morten Poulsen, Herning Blue Fox

Den nykårede danske mester Morten Poulsen var den offensive Metal Liga-spiller, der fik mest samlet spilletid hen over VM-turneringen. Herning-kaptajnen blev noteret for 13 minutter og 37 sekunders istid i gennemsnit over Danmarks syv kampe.

Ligesom flere af de øvrige danske Metal Liga-profiler kom den 37-årige forward dog ikke på pointtavlen i løbet af turneringen. Poulsen sluttede samtidig med minus tre i plus/minus-statistikken og noterede sig derudover for tre skud på mål.

Til gengæld spillede Herning-veteranen en solid rolle i det danske boxplay, som over hele VM-turneringen faktisk var et af relativt få danske lyspunkter. Her bidrog Poulsen med rutine og stabilitet i de defensive minutter.

Morten Jensen, Rungsted Seier Capital

Den 29-årige Morten Jensen blev først skrevet ind i den danske VM-trup op til opgøret mod Norge og fik her lige under 10 minutters istid. Rungsted-backen kom dog aldrig for alvor til at sætte noget større aftryk på kampen.

Det blev til en enkelt afslutning, som ikke ramte inden for målrammen, og derudover fik Jensen også kortvarigt minutter i det danske undertalsspil. Samlet set blev det dog en forholdsvis anonym indsats i den ene kamp, han nåede at spille ved VM.

Set over hele turneringen må VM-forløbet personligt også fremstå lidt skuffende for Jensen, der endte længst nede i det danske back-hierarki. Rungsted-spilleren sluttede dog i nul i plus/minus-statistikken og blev noteret for 13 skift i kampen mod Norge. 


Aalborg-backen Nikolai Nielsen stopper karrieren Gudmundssons næste station skulle være Linköping