Nordjyderne vandt som sædvanlig over Herlev i de helt specielle fantrøjer, som var designet til lejligheden

Frederikshavn White Hawks - Herlev Eagles 6-1 (2-0, 2-1, 2-0) Frederikshavn White Hawks vandt aftenens kamp i Nordjyske Bank Arena, i en kamp der ikke går over historiebøgerne. White Hawks i fan trøjer på isen, og ingen tvivl om at spillerne ville give fansene en sejr, selvom de ikke kunne være til stede. Stærkt initiativ af fanklubben, hvor tæt ved 400 fans havde deres navn på trøjerne i aftenens opgør.

Gæsterne lagde friskt ud, i en ellers rodet periode. Takket være to hurtige høge-udvisninger med få sekunders mellemrum, havde Herlev chancen i overtal. Ganske fint sat op af københavnerne, men ingen scoringer bag Filip Larsson.

Det var rodet, og pasningerne sad ikke hvor de skulle. Spillerne tumlede rundt, og flere gange stødte de ind i med og modspillere, som var det en omgang friskøjtning søndag formiddag. Det var alt andet end kønt i de første tyve minutter.

Der kom to scoringer, og det var hjemmeholdet der stod bag dem begge. 1-0 kom faktisk også efter en omgang rod, hvor Gorm Topholt i flere omgange ikke lige vidste hvor pucken rent faktisk var. Han fik den dog ekspederet videre til Elias Ulander, og så kunne finnen score i sin hjemmebanedebut for vendelboerne.

Blot et minut før pausen blev føringen til hjemmeholdet fordoblet. Nikolaj Krag med en glimrende afslutning, og redningen fra Christian Elmose var lige så flot. Desværre sov Herlev forsvaret, og de fik ikke pucken væk fra farezonen, og så kunne Krag i anden omgang udplacere Elmose. 2-0 til White Hawks da spillerne skøjtede til første pause.

Dag 1 i Frederikshavn efter Bumagin, og det grimme uheld han var ude for i søndags. Som nævnt tidligere her på siden, så er russeren ude for resten af den her sæson. Coach Jari Pasanen forsøgte i aften med backen Kyle Hope som forward. En rolle, han tidligere har haft i andre klubber, og han gjorde det skam ganske udmærket på den position.

Herlev skød meget i anden periode. Men hjemmeholdets keeper Filip Larsson havde en stor aften. Han hev flere gode pragtredninger ud af ærmet. Det er også nødvendigt svenskeren spiller op til sit bedste, nu Mathias Seldrup er ude de næste tre uger.

Det var faktisk ikke fortjent at hjemmeholdet øgede til 3-0, i Herlevs bedste periode i kampen. Men det var vendelboerne ligeglade med, så i undertal spillede Kyle Hope på flotteste vis Jesper Jensen fri, og kaptajnen svigtede ikke på friløberen mod Elmose.

Det var stadig rodet i Nordjyske Bank Arena, og man kom aldrig helt op at ringe. For Herlev var der heldigvis en god indsats af Mads Schlæger at varme sig på. Det 18-årige talent leverede en fremragende kamp, og både offensivt og defensivt havde han gode skift. Mon ikke Patric Wener giver den unge knægt et ekstra skulderklap på vej hjem i bussen?

Måske er der også skulderklap til Magnus Molge. Han var i hvert fald manden bag Herlevs reducering til 3-1, da der manglede syv minutter af perioden. Han slog en retur fra Larsson i kassen, og gav gæsterne fornyet håb.

Men det slukkede høgene lynhurtigt. Herlev overlevede en udvisning, men hjemmeholdet holdt presset, og Justin Shugg kunne gøre det til 4-1. Det lignede en afgørelse, med tanke på at Herlev ikke har vundet i overtid/straffe i Frederikshavn i over fire år og ikke ordinær tid siden 2009!

Der hviler en forbandelse over Herlev-holdet, når bussen triller forbi Jyske Ås, og videre mod den nordjyske havneby.

Vi skulle ikke spille lang tid af tredje periode, før det begyndte at gå helt galt for Herlev. Ikke en gang spillet to minutter, så havde hjemmeholdet gjort det til 5-1 og 6-1. Lucas Andersen og Gorm Topholt var signatur på de to scoringer, og det var lige før det blev 7-1 ved Shugg sekunder senere. Han overplacerede sit skud, men ak ak for et mismodigt Herlev hold vi nu havde med at gøre i Vendsyssel.

De manede sig heldigvis op de sort/gulklædte, og det blev ikke den lussing mad sad og frygtede for dem kort inde i tredje periode. Elmose havde flere gode redninger, og de formåede også at komme frem af isen flere gange.

White Hawks er tilbage på vindersporet, efter en forfærdelig weekend med to nederlag mod SønderjyskE. Nu ser de hvide frem mod slutspillet, og optimismen bobler stadig i holdet, trods skadesmodgang.


Sønderjysk effektivitet udløste sejr i Rødovre ALEKSANDER BUMAGIN færdig for sæsonen på grund af knæskade