Tæt affære som altid mellem de to hold - Frederikshavn lever i kampen om anden- og tredjepladsen

SønderjyskE - Frederikshavn White Hawks 1-2 (0-1, 1-1, 0-0)

Det var et direkte slag om tabellens tredjeplads i Vojens idag, hvor små 3400 tilskuere var på plads. Det blev en tæt affære, hvor niveauet startede højt, men hvor kvaliteten langsomt faldt i takt med matchen skred frem og pointene skulle fordeles.

Det blev nordjyderne, der tog fuld gevinst med hjem i bussen efter en match, der lige så godt kunne være gået værternes vej, og hvor en afgørende dommerkendelse i kampens absolutte slutfase fik sindene i kog. Hjemmeholdet fra Vojens var bedst de første tyve tempofyldte og underholdende minutter.

De første ti minutter var det ene og alene sønderjyderne, der producerede chancer. Nogle større end andre. Rasmus Lyø og Brendan Harms havde muligheder i kategorien halv-stor, mens Mathias Borring havde den klart største chance. En sjusket pasning i gæsternes defensiv gav den unge forward frit skud midt for mål.

Desværre for værterne formåede Borring dog ikke at sætte skiven inden for rammen. En god styring fra Cam Brown sekvensen efter, fik ikke helt nok fart på og Seldrup kunne afværge situationen. Først de sidste 7-8 minutter kom udeholdet for alvor på besøg i værternes zone.

Jonathan Brinkmann var i to omgange tæt på. Og også Oliver Anker havde et kvalificeret forsøg på Galbraith. Og minsandten om ikke det lykkedes gæsterne at overliste sønderjydernes defensiv fem minutter før pausen. Aleksi Halme kom solo afsted og den målfarlige finne udplacerede elegant Patrick Galbraith, 0-1.

En kold spand isvand i hovedet på hjemmeholdet som på dette tidspunkt burde have ført, og var det mest målsøgende hold i første periode.

Mike Little var da også ved at bringe balance i tingene kort efter, men pucken strøg over Seldrups mål. Mod slutningen af perioden måtte Rasanen og Harms en tur i skammekrogen efter flere små gensidige cross checking inde foran mål.

Men spil fire mod fire gav ingen afkast på måltavlen og derned en smal og bestemt ikke uheldig et måls-føring til gæsterne fra nord efter tyve minutter.

Anden periode blev fattigere på chancer og rigere på fejl. SønderjyskE startede perioden i overtal, da Niklas Pawel blev sendt i straffeboksen samtidig med slutsignalet for de første tyve. Hjemmeholdets overtalsspil var ikke imponerende. Ikke desto mindre lykkedes man alligevel med at producere udligningen.

Matt Salhany kom efter en solo aktion alene igennem i højre side af angrebs zonen, hvorfra han sendte skiven i kassen bag en ikke sagesløs Seldrup. Det gav momentum til værterne og kort efter sendte Steffen Frank pucken klokkerent på stolpen. Sønderjyderne pressede på. Matt Foget med endnu en chance og skiftet efter, var det for anden gang denne aften Mathias Borring med en 100 %s chance, men igen overplacerede han sit forsøg. I iveren efter at komme frem over isen, glemte man tilsyneladende defensiven hos hjemmeholdet.

Pludselig var Nikolaj Kristensen helt fri men Patrick Galbraith tog sig af baghåndsafslutningen. Ikke lang tid efter, cruisede nordjyderne rundt i angrebs zonen. Ganske ugenert passede de pucken rundt og inde foran mål, stod Nikolaj Krag og lignede hovedrolleindehaveren i Palle Alene I Verden.

Det så Bumagin, og selv om Nikolaj Krag var heldig med at det var skøjten, der bugserede skiven ind bag Galbraith, var det en fin aktion af gæsterne. Resten af perioden var meget rodet.

Der kom lidt sporadiske halve chancer, men først og fremmest var der et væld af turn overs og fejlpasninger. Derfor blev det også ved en smal føring til gæsterne efter de midterste tyve minutter.

Det blev en stillingskrig i tredje periode. En to minutters udvisning til Mike Little tidligt i perioden, gav gæsterne chancen i overtal. Rasanen var tæt på med et skud fra distancen, men ellers var det småt med afslutninger. I modsatte ende fik Matt Foget foræret chancen af en i situationen sløset nordjysk defensiv.

Men den lille forward var desværre for værterne lige så sløset med sin afslutning. Matt Salhany, SønderjyskEs bedste offensive aktør i dag, satte kort efter fart og serverede pucken perfekt for Alex Rauter, men den nytilkomne amerikaner overplacerede og har stadig sit første mål i lyseblåt til gode.

Tiden arbejdede for udeholdet, der koncentrerede sig om at forsvare. Men da Edman trak en to minutters for tripping mod Rauter, brændte det på for gæsterne. Flere afslutninger på kassen og da pucken landede hos Mike Szmatula, ventede amerikaneren køligt, før han til publikums store jubel sendte udligningen ind. Troede man.

Men dommer Lundsgaard slog ud med armene. Ingen scoring. Der var uden for reporterens synsvinkel tilsyneladende blevet begået en interference på keeper Seldrup. Utilfredsheden med kendelsen var til at få øje på i Frøs Arena, hvor hverken dommer eller keeper Seldrup fik mange pæne ord med på vejen.

Endnu en udvisning med tre minutter tilbage, gav chancen for SønderjyskE i såvel fem mod fire som seks mod fire. Szmatula var tæt på atter engang, men manglede marginalerne og Martin Eskildsen forfejlede også akkurat sin chance tæt under mål, og dermed rendte tiden ud og White Hawks sikrede sig alle tre point.

Sønderjyderne må ærgre sig over de mange brændte chancer, hvor især Mathias Borring og Matt Foget burde have fået mere ud af de gyldne muligheder.

Spilovertaget i ikke mindst kampens første halvdel burde have kastet point af sig til Mario Simionis tropper. Effektiviteten var dog højere hos et White Hawks mandskab, der spillede solidt, uden det var prangende. Det var imidlertid nok mod sønderjyderne, i en kamp hvor gæsternes bedste var målscorer Aleksi Halme og Eemeli Rasanen. White Hawks er nu kun 1,5 point efter dagens modstander i kampen om tredjepladsen.


VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Aalborg LYNOPTAKT: Søndagens kampe i Metal Ligaen