Pirates satte en tyk streg under både form og favoritværdighed frem mod kvartfinalen, hvor Herlev bliver modstanderen

Aalborg Pirates-Herlev Eagles 9-1 (3-0,2-0,4-1) Aalborg Pirates viste skræmmende form op imod slutspillet, da de ydmygede deres kommende kvartfinalemodstander med hele 9-1. Aalborg ligner et hold som har timet formen perfekt, og har nu vundet syv ud af de seneste otte kampe.

Det var en fysisk start på kampen, hvor begge hold spillede med musklerne. Det resulterede i at mængden af store chancer var minimal i kampens indledning. Den største chance tilfaldt Pierre-Olivier Morin, som var tæt på at sende en retur ind bag Christian Elmose.

Kampen fik sin åbning godt otte minutter ind i opgøret, da Luis Blak Olsen lavede en udvisning som hjemmeholdet udnyttede til fulde. Efter at have kørt pucken flot rundt i Herlevs zone modtog Kirill Kabanov pucken ved faceoff cirklen, og uden tøven bragede han Aalborg i front.

Efter scoringen forsatte det fysiske spil fra begge hold, men det var tydeligt at Aalborg var begyndt at sætte sig på tingene i Bentax Isarena. De havde mere og mere spil i offensiv zone, og selvom de store chancer stadig lod vente på sig, lå en ny scoring for Aalborg i luften.

Ben Duffy stemplede ind 

Den kom med godt fem minutter igen af første periode, da Ben Duffy fik tilkæmpede sig pucken i midtzonen i flere omgange, og fik en friløber imod Christian Elmose. Canadierens afslutning blev reddet, men returen røg op i luften, og her fik Jeppe Jul Korsgaard staven på pucken, og sendte pucken ind i det tomme mål.

Nu var momentum for alvor på Aalborgs side, og efter et langt angreb, hvor Herlev blev presset i bund, fik Ben Duffy også gjort det til 3-0. Herlevs spillere var trætte, og det udnyttede canadieren, da han fandt et mellemrum i Herlevs backer, og sendte et håndledsskud ind bag en chanceløs Elmose i Herlev målet til en pauseføring på 3-0 til det nordjyske tophold.

Herlev kom bedre med i kampen i anden periode, og begyndte efterhånden at skabe chancer. Især Blak Olsen var tæt på at gøre skaden god igen, da han styrede pucken tæt forbi George Sørensens mål kort efter at han havde afsonet endnu en udvisning.

Men bedst som Herlev så ud som om de havde momentum, slog Aalborg til. I en kontra tog Ben Duffy et løb direkte mod mål, og efter en perfekt pasning fra Jeppe Jul Korsgaard, sendte han pucken ind bag Elmose til 4-0. En stor aften for Duffy, som endelig ser ud til at have fundet formen på det helt rigtige tidspunkt.

Værre skulle det blive for de sjællandske gæster, da Lasse Bo Knudsen fik styret et skud fra Pierre-Olivier Morin ind bag Elmose, som for femte gang i kampen måtte hente pucken ud af netmaskerne kort inden slutningen på anden periode.

Herlev blev ydmyget

Herlev kunne ikke rigtig skabe et pres på nordjyderne, som så ud til at cruise en sikker sejr i land. Frustrationerne var tydelige og kom til syne, da Magnus Molge forsøgte at slås med Sebastian Bergholt. Det betød et Aalborg-powerplay, hvor Kabanov umarkeret foran mål kunne vippe pucken over Elmose.

Aalborg forsatte, og få minutter senere begyndte det at ligne en regulær ydmygelse af Herlev. Efter en faceoff fik Morin kæmpet sig til pucken, og alene igennem imod Elmose fik han med et velplacerede skud sendt Aalborg foran med hele 7-0.

I endnu et powerplay til hjemmeholdet blev det 8-0, da Morin med en fremragende pasning fandt Jeppe Jul Korsgaard foran mål. Fra en meters afstand fik Korsgaard staven på pucken, og for ottende gang måtte Elmose se sig passeret.

Herlev fik en smule at tage med sig sidst i kampen, hvor Aalborg tog gassen af pedalen. Med tre minutter igen gav det en reducering, da Ulrich Linnet udnyttede en returpuck som hoppede og dansede omkring George Sørensen. Med frit mål kunne Linnet skubbe pucken det sidste stykke over stregen.

Glæden var dog kortvarig, da Aalborg satte prikken over i’et på en flot eftermiddag, da Korsgaard fik scoret sit hattrick. Et skud fra Kabanov gav en stor retur fra Elmose, som Korsgaard var først over, og herfra fik han sendt pucken op i nettaget bag Elmose til kampens slutresultat på 9-1.


VIDEO: Højdepunkter fra Frederikshavn-Esbjerg Rungsted fik lukket ned for SønderjyskE og er grundspilsvinder