Metal Final4 festen fortsætter i dag i Aalborg, og der er lagt op til et brag af en finale mellem Pirates og Blue Fox

Det har sydet i Aalborg siden sent i aftes, ja nærmest i de første nattetimer. For det blev sent, inden de sidste fans havde forladt Sparekassen Danmark Isarena efter gårsdagens 6-1 sejr over SønderjyskE.

Denne skribent har opholdt sig i Aalborg hele weekenden, og nærmest uanset hvor man har bevæget sig hen, har snakken gået på ishockey. Flere Herning fans har også prydet i bybilledet i løbet af dagen, og man har også set Odense fans, som stadig holder en god fest, selvom de på marginaler blev besejret i semifinalen, i den tidlige kamp i går.

Tre timer før kampstart, er der godt gang i den i foyeren ude foran Sparekassen Danmark Isarena. Masser af fans er allerede mødt op, og inde i hallen er Herning Blue Fox fans godt i gang med at pynte op nede i ”deres” ende. ”Byens Rødder” står der på et af de mange bannere, og der er ingen tvivl om, at de mangler en pokal i det midtjyske. Nu skal det være for Byens Rødder, som de så smukt kalder sig i og omkring KVIK Hockey Arena.

Flere Aalborg Pirates fans i røde trøjer valfartede allerede til hallen omkring klokken 17, og opvarmningen kan snildt foregå med et par kolde fadøl til koncerten i håndboldhallen, hvor DJ Sash nok skal få sat gang i publikum. Der forventes omkring 3500 til koncerten, oplyser marketingsansvarlig Thomas Simonsen til Metal Ligaen.

Kampstart klokken 20, hvor Martin Theiltoft Christensen og Kenneth Nielsen passer fløjten, i samarbejde med de to linjedommere, Albert Ankerstjerne og Andreas Krøyer. Det hele kan ses på TV 2 Sport, hvor Jimmy Bøjgaard og Morten Green kommenterer kampen.

Lad os så få smidt den puck!


HERNING VANDT METAL FINAL4: Leverede fremragende indsats, og vandt fortjent OPTAKT: METAL CUP-FINALE: Aalborg Pirates-Herning Blue Fox