Det var nummer to, der tog imod nummer et søndag eftermiddag i Frøs Arena.
Og niveauet var en topkamp værdigt. Der blev givet og taget af et godt hjerte og ganske fortjent blev det i første omgang til et point til hvert hold, hvorefter Piraterne tog bonus pointet kort inde i overtiden for øjnene af 2379 medlevende publikummer.
Fra første puck blev kastet, var der fuld fart frem over isen fra begge hold.
Julian Jakobsen fik kampens første chance, da han trykkede af, men blev grebet ud at Patrick Galbraith.
Næste mulighed tilfaldt Rasmus Lyø, men George Sørensen var på plads og minuttet efter fik han hjælp af sin venstre stolpe. Igen var det Rasmus Lyø, der havde sneget sig med frem.
Matchens første udvisning fik Daniel Kønig i en situation, hvor det lignede gæsterne også burde have haft en mand med i boksen.
Fem mod fire spillet gav dog ikke afkast for nordjyderne.
I de næste minutter måtte Galbraith hive et par store redninger frem, inden sønderjyderne atter fik fat i kampen.
Daniel Madsen var tæt på med en styring efter fint oplæg fra Bjerrum.
Og også Phil Lane var tæt på med en drilsk afslutning.
Det lignede en målløs første periode, men tre sønderjyder var mentalt allerede i pausen, og det tilbud takkede Krogsgaard tak til.
Han kiggede på uret, sendte en præcis pasning forbi tre passive lyseblå spillere & gavHinse muligheden alene med Galbraith.
Keeperen halvklarede men Kiril Kabanov havde ingen problemer med at skubbe returen i det tomme mål med bare 1,4 sekund tilbage på klokken.
Dermed kunne gæsterne tage en 1-0 føring med til pause efter en livlig, ganske velspillet og jævnbyrdig første periode.
Efter godt to minutter i anden periode røg Lasse Bo Knudsen i boksen for en knætackling.
SønderjyskE satte overtalsspillet op og MacGregor Sharp var tæt på.
Da næste overtalsformation fik chancen, tog Josh MacDonald resolut sagen i egen hånd eller rettere stav, da han skar ind i zonen og kanonerede gummiskiven op over skulderen på George Sørensen og videre op i krydset.
Stor jubel i Frøs Arena, hvor hjemmeholdet fortsatte med at presse på.
Endnu et overtal gav ikke afkast trods et par kvalificerede fra afslutninger fra Mads Lund.
Pirates fik selv muligheden i fem mod fire kort efter, da Anders Førster trak en udvisning i angrebszonen.
Det blev ved lige ved og næsten for udeholdet i den situation.
Tobias Ladehoff jagtede midtvejs i perioden en løs puck, der havde retning mod Patrick Galbraith, der blokerede. Ladehoff fortsatte imidlertid sit løb, og det brød Galbraith sig ikke om. Keeperen stangede den nordjyske forward en på lampen, men slap for udvisning.
Det var Ladehoff så fortørnet over, at han trods et par advarsler fortsatte med at rase mod den ene af kampens hoveddommere. Han blev derfor sent til to minutters afkøling.
Igen satte sønderjyderne power playet op og denne gang ramte Mads Lund plet med sin førstegangs afslutning, 2-1 til værterne.
I næste sekvens var Anders Førster tæt på at udbygge, men ellers var det udeholdet, der producerede de næste chancer. Blandt andet Anders Krogsgaard var tæt på at overliste Galbraith.
Rasmus Lyø leverede en stor indsats for at holde gæsterne fra fadet. Men var ikke på isen, da Daniel Kønig oversatsede frem ad banen og forærede Aalborg en to mod een.
Den omsatte Martin Højbjerg ganske sikkert og fik jublen frem på udeholdets bænk.
Minuttet senere var det brormand Højbjerg, der var meget tæt på at udnytte et Aalborg-pres til at sende udeholdet i front.
I periodens sidste minut fandt MacDonald en helt fri Daniel Nielsen tæt under mål, men George Sørensen var vågen.
Det var han også i sidste sekund, da Mike Little trykkede af og Sørensen med en formidabel parade forhindrede hjemmeholdet i at gentage Aalborgs kunststykke fra første periodes slutning.
Tredje periode blev noget mere chancefattig end de to øvrige.
Steffen Frank fik første mulighed, da han i fællesskab med Mike Little var var tæt på at snige pucken ind bag Sørensen.
Hos Aalborg var det Kabanov, der var på spil i modsatte ende, men uden held med sin afslutning.
Et power play til Aalborg førte ikke til noget og derefter tyndede det for alvor ud i chancerne.
Til gengæld var der dramatik midtvejs i perioden, da Morin gik i nærkamp med Steffen Frank & sidstnævnte faldt til isen.
Morin røg ud for roughing og til publikums store utilfredshed røg Steffen Frank ud for diving.
Knapt var spillet sat igang igen før veteranen Julian Jakobsen også måtte til afkøling og Mario Simioni tog time out.
Sønderjyderne satsede butikken i fire mod tre, men George Sørensen var varm i kassen og hev flere klasse regninger ud af ærmet, ikke mindst på Josh MacDonalds hammer.
Endnu en udvisning fem minutter før tid tilfaldt Daniel Madsen, men gæsterne fik ikke produceret de store tilbud og tiden tikkede af klokken. Kampen skulle afgøres i overtid.
Og der slog gæsterne hurtigt til.
Alle tre lyseblå spillere gik på Thomas Spelling, der med snilde, og de marginaler et tophold har, lykkedes med at finde en blank Anders Krogsgaard, der problemløst kunne skubbe pucken i det tomme bur og sikre udeholdet det ekstra point.
En flot ishockeykamp mellem to gode hold, ikke mindst de første fyrre minutter, fandt dermed sin afgørelse.
Fortjent pointdeling efter tres minutter og så blev det altså rækkens førerhold, der trak det længste strå i forlængelsen.
Hos Pirates var George Sørensen en umådelig sikker sidste skanse. Men også Hinse og Martin Højbjerg var blandt de mere iøjnefaldende hos gæsterne.
Trods nederlaget var der også fine præstationer hos hjemmeholdet. Rasmus Lyø spillede en mere end solid match og Josh MacDonald viste igen sin målfarlighed.