Stærk nordjysk vending i slutfasen tog serien tilbage til Nordjylland

Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates 2-4 (1-0,0-1,1-3) Sikke en finaleserie, vi har nu. Aalborg var tæt på at være begravet denne eftermiddag i Rungsted, men fandt den sidste desperation i slutfasen og leverede en nærmest mirakuløs vending, da nordjyderne gik fra 1-2 til 4-2 i kampens absolutte slutfase. Det var Cody Donaghey og Ben Duffy, der pludselig slog til og vendte kampen.

Rungsted spillede en glimrende første periode mod et Aalborg-hold, der nærmest inviterede hjemmeholdet ind i kampen. Charlie Sarault kom fri, Sebastian Bergholt tog den nødvendige udvisning og begik næsten et straffeslag allerede efter 77 sekunder.

Pirates overlevede på glimrende vis, men Mikkel Højbjerg gav hjemmeholdet endnu en powerplay-mulighed, da han lavede en tripping dybt inde i angrebszonen. En af dem, man bare ikke må tage i en finale. Den kostede.

Aalborg havde ellers godt fat i boxplay igen, men satsede for offensivt. Rungsted slog kontra og spillede klap-klap frem til Rasmus Andersson, der havde trodset en brækket næse.

Med ansigtet beskyttet i en hjelm med fuldt visir, driblede Andersson ind forbi Sørensen og lagde skiven ind. 1-0 efter seks minutter.

Kampbilledet herefter i første periode: Aalborg med masser af puck mod en ekstremt disciplineret Rungsted-defensiv, der arbejdede knaldhårdt for at holde skuddene væk fra Nihlstorp. Et par gange var Aalborg tæt på at levere den afgørende styring, men uden at være helt tæt på.

Dramatik, da Pierre Olivier-Morin – i øvrigt lige efter en god chance – plantede næven i hjelmen på Nihlstorp og måtte ud i 2+10 minutter. Nihlstorp måtte til tjek i par minutter, hvor David Grubak vikarierede uden at komme nævneværdigt på job, mens Rungsted var i overtal.

De to hårdføre svenskere Panelin-Borg og Gustafsson tog sig en kort nævekamp efter et spilstop inden perioden rindede ud med en fortjent Rungsted-føring.

Rungsted havde fat i kampen i første halvdel af anden periode. Det opskruede tempo fortsatte, og det holdt hjemmeholdet bedst til. Alex Wideman havde en gigantchance for at øge føringen, men skød forbi det tomme mål.

Bjerrum bankede på, og Mattias Persson var tæt på at glide fri til det, der lignede en sikker scoring. Pison havde bud, men gæsterne holdt stand og var nu og da på besøg foran Nihlstorp – igen med Julian Jakobsen og Jeppe Jul Korsgaard som drivkræfter. Sidstnævnte endda med en superstyring, der var lige ved at gå ind.

Efter et kvarter havde Rungsted virkelig bud igen. Hardt afsluttede, Sarault missede returen på tomt bur. Hardt skød igen.

Sørensen var redningsmanden for Aalborg, der med 4:20 måtte i undertal igen, da Kirill Kabanov efter en kikset pasning måtte redde sig selv ved at tage en udvisning.

Jeppe Jul Korsgaard tog et skud over benet og endte med at køre udvisningen ned. George Sørensen storspillede, og lige da Aalborg blev fuldtallig, var Martin Lefebvre tæt ved at bryde ind og udligne.

Aalborg fik langt om længe sat et pres på hjemmeholdet, og Martin Højbjerg fik sat hele sin boks i brand med et ordentlig flæk af et slagskud. Pludselig var Aalborg fuldstændig inde i gamet igen.  

1-1 efter 40 minutter.

Spillet bølgede frem og tilbage i begyndelsen af tredje periode, og der var spillet fem minutter, da Frederik Bjerrum og Hampus Gustafsson kom af sted i to mod en. Kirill Kabanov leverede en heroisk clearing på Bjerrums første tværpasning, men Bjerrum fangede pucken igen og fandt Hampus Gustafsson, der lagde den i det tomme net.

Sørensen var chanceløs, og Rungsted for en stund virkelig kurs mod guld og begyndte nu igen at koncentrere sig om arbejdet i egen zone.

Kunne Aalborg få skabt de nødvendige chancer? I hvert fald virkede Pirates-spillerne nu virkelige desperate og pucken hoppede og dansede flere gange omkring Nihlstorp.

Nordjyderne ville dø med skøjterne på og satte et hidsigt pres på gæsterne. Cody Donaghey fik pucken ved blå linje og med et millimeterpræcist skud over i modsatte hjørne forlængede han nordjydernes liv i finaleserien.

Stærk moral og 2-2 med seks minutter igen.

Rungsted satte hurtigt et pres ind. Og blev fanget i en kontra, da det sædvanlige høje pres blev sat. 

Den temmelig udskældte – her i slutspillet - Ben Duffy viste høj klasse, da han ventede et par Rungsted-spillere ud og til sidst lagde pucken iskoldt op i taget. En længere omgang video cementerede 3-2-scoringen og annullerede en mulig interference på Nihlstorp.

Klassescoring af Duffy.

Vild, vild udvikling i Bitcoin Arena. Kunne Rungsted svare igen? Hjemmeholdet satsede alt.

På den konto fik Kabanov en friløber med tre minutter igen. Nihlstorp reddede. Med 1.37 minutter igen tog Rungsted timeout, og fik skabt et par halve chancer foran Sørensen. Men Martin Højbjerg fik det sidste ord og satte 4-2’eren kort før tid.

Hvilket drama. Det fortsætter på tirsdag i Aalborg. 


Rosenthal: Vi fik ikke eksekveret i dag OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates