Kampen blev først afgjort i slutfasen i aften

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 3-6 (0-2,3-2,0-2)

Odense gjorde det igen mod Rødovre. Efter 7-1 og 9-2 blev det i aften til en sejr på 6-3 til fynboerne, der dermed altså nu har scoret hele 22 gange mod Mighty Bulls i indeværende sæson. I aften var det dog tættere end cifrene viser. 

Begge mandskaber havde svært ved at finde rytmen i spillet i den første halvdel af første periode. Odense fik dog langsomt og sikkert flyttet spillet ned i Rødovres zone, og var det mest nærgående hold gennem hele perioden. Odense var stærkest i nærkampene, først på de løse pucke og i stand til holde presset på Rødovre. 

Skvorcovs bragte Odense fortjent foran på en fin tværpasning fra Otto Nieminen. Rødovre fik  ikke clearet pucken ordentligt, og så var det ingen sag for gæsterne at bringe sig i front.

Mod slutningen af perioden fik Rødovre en mulighed i powerplay, og havde et par farlige chancer uden helt at få spillet til at køre. Odense klarede frisag, og med 13 sekunder tilbage af perioden var der faceoff i Odenses zone. Skvorcovs kørte pucken igennem tre Rødovrespillere inden pucken havnede hos Ehlers, der smækkede den ind foran mål til Otto Nieminen, og så stod der 2-0 til Odense, med kun to sekunder tilbage af perioden. Det var fuldt fortjent på dette tidspunkt i kampen.

Vending og vending igen
Odense fortsatte overtaget i 2. periode, hvor de næsten konstant var en trussel nede i Rødovres zone. Men det var dog Rødovre som var bedst til at få noget ud af deres chancer.

Først var det Jonathan Brinkman, som med smarte detaljer kunne bringe Rødovre tilbage i opgøret med 1-2-målet. Og ikke længe efter var det Mikkel Binou Jensen, som opsnappede en løs puck i undertal og fik overlistet Lekkas i Odense målet. Odense var rystede, og 35 sekunder senere bragte Johan Lundgren hjemmeholdet foran, da Odense pludselig kom under pres.

Paul Thomson tog en time-out, og det hjalp. Odense genfandt sig selv, og kunne med to scoringer fra backen Brien Diffley bringe sig tilbage i front inden 3. periode. Det var i øvrigt første gang i sæsonen, at Diffley for alvor viste sig offensivt i denne sæson. 

Udvisning kostede for Rødovre
Rødovre skulle frem over isen og jagte det udlignende mål, hvis de ville have points i aftenens opgør, og de gjorde hvad de kunne. Men Odense stod dygtigt imod, og Lekkas havde flere gode redninger i Odenses mål.

Odense havde også deres chancer frem i banen, men det lugtede af et stort drama mod afslutningen af kampen. 

Desværre for Rødovre fik Frank Gymer ramt Martin Larsen med en hård tackling i banden, og han måtte sætte sig ud i straffeboksen. Fem minutter for boarding, og Rødovre altså i undertal resten af kampen. H

er scorede Odense to mål ved David Karlström, som fik scoret sit første mål for Odense, og så satte Otto Nieminen det sidste punktum, ved at score tæt under mål på fint oplæg fra Thörnberg. 

Det store drama til slut udeblev, og Odense kunne tage hjem med tre velfortjente points fra Rødovre.


SE METAL FINAL4-LODTRÆKNINGEN lige her Efter syv nederlag på stribe: Rungsted vandt i Esbjerg