Der skal tages revanche for et par skuffende indsatser i Bitcoin Arena

De har været noget skuffede i mælet i Rungsted efter de sidste to kampe i Champions Hockey League. Forståeligt nok.

For Rungsted gik ned med mand og mus i Plzen i 3-9-nederlaget og spillede en rigtig træls første periode mod Zug for et par dage siden, der kostede fem mål imod.

Efter begge kampe var der skuffelse i Rungsted-lejren, og ikke mindst første periode mod Zug gav tid til selvransagelse i mestrenes lejr. Der var tale om mange store fejl og en mangel på indsats, man med egne ord ikke kunne være bekendt. 

Så der er næppe tvivl om, at Erik Hjalmarsson har talt med store bogstaver efter torsdagens kamp og op til i dag. Den svenske cheftræner forlanger fuld indsats af sine folk, og der skal en absolut skærpet defensiv holdning til, hvis ikke det skal gå galt tidligt mod de hurtige tjekker. 

I den første kamp mod Plzen blev Rungsted fanget af højt tempo og hurtigt pasningsspil hos tjekkerne, der med en sejr i dag kan spille sig tæt på videre adgang i gruppen, hvis Zug samtidig vinder i Finland hos HPK Hameenlinna. 

Ryster Hjalmarsson posen og skifter lidt rundt i kæderne? Groft sagt har han råd til det, hvis indsatsen og fighten bare er i orden hos spillerne. Skal man falde, så med æren i behold. 


CHL: Rungsted sagde definitivt farvel til knockout-fasen Kampnoter: Rundt om Aalborg Pirates-Herlev Eagles