Fornemt finsk besøg i Bitcoin Arena klokken 19:30 og TV2 PLAY

Rungsted tager i aften afsked med Champions Hockey League-kampagnen, som på mange måder har været en hård omgang for de danske mestre. 

Ingen forventede formentlig, at Rungsted ville gå videre i en pulje, der var næsten lige så tough, som den overhovedet kunne være på papiret, men måske var det også forventet, at de danske mestre ville levere en overraskelse eller to.

Chancen er der i aften. De finske mestre HPK fra Hämmenlinna er ligeledes slået ud af turneringen, og sparer formentlig også mennesker på den konto - ligesom Rungsted i øvrigt stiller uden både Gustav Green og Mattias Persson - og den langtidsskadede Mikkel Persson. 

Det var dog ikke nogen hindring for Rungsted i at presse finnerne hårdt i sidste uges indbyrdes møde, hvor det blev til et nederlag på 0-2. Siden det møde har Seier Capital-mandskabet i den grad fået hul på bylden og leveret 14 mål over to kampe mod Rødovre og SønderjyskE.

Lige netop det element har Rungsted savnet i den tidlige fase i sæsonen, og skaber Erik Hjalmarssons tropper lige så gode vibrationer omkring modstanderens mål som i de seneste kampe kan der sagtens ligge noget stort i vente i aften.

Sikke en skalp det ville være at slå de finske mestre i forhold til dansk ære i Europa og ikke mindst selvtillid frem mod de kommende kampe i Metal Final4-ræset. Er der gået hul på ketchupflasken for alvor for spillere som TJ Moore og Mario Lucia og kan Rungsted undgå at blive det andet danske hold efter Esbjerg til at gå gennem gruppefasen uden point? 

Vi får svarene i aften. 

TV2 PLAY sender fra klokken 19:25.

 


Regulær ishockeyfest i Bentax Isarena i aften - både på og udenfor isen Jonas Sass: Stadig tro på Metal Final4