Amerikaneren er faldet perfekt til rette i det vestjyske

Den 26-årige amerikanske wing Craig Puffer er klar til sit andet år for Esbjerg Energy.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor Puffer præsenteres således: 

- Jeg har virkelig nydt mit første år i Esbjerg, både på og udenfor isen. Organisationen og trænerteamet er lykkedes med at skabe en ”vinderkultur” og den ser jeg frem til at være en del af, også i det kommende år, fortæller Craig Puffer. Metal Ligaen er som helhed en stærk liga med en sund konkurrence. Kvaliteten i ligaen gør, at alle hold udfordres i hver eneste kamp, uge efter uge. Det gør spillerne bedre og gør ligaen attraktiv.

Craig Puffer scorede 17 mål og blev noteret for 48 point i 47 kampe for Esbjerg i sidste sæson.

- Det er rart at kunne konstatere, at Craig Puffer er klar til endnu en sæson i Esbjerg. Allerede fra ankomsten bød Puffer ind med hårdt arbejde, men efterhånden som turneringen skred frem fandt han vejen til netmaskerne, fortsætter cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Efter jul fungerede spillet for alvor for Puffer, og han fik scoret en del vigtige mål for os. Selv om skader blandt holdkammeraterne nødvendiggjorde justeringer fortsatte Craig ufortrødent arbejdet, så vi glæder os til det fortsatte arbejde med at udvikle ham. 

Craig Puffer er født i byen Greenwich i staten Conneticut. Efter at have spillet universitetsishockey for University of Vermont spillede den målfarlige forward et enkelt år for Indy Fuel i ECHL. Herefter gik turen til den norske Oslo-klub Manglerud, inden Puffer i sommeren 2020 kom til Esbjerg Energy.

- Det første år i Esbjerg gik efter min bedste overbevisning godt. Det var som følge af pandemien et meget anderledes år, men på trods af udfordringerne fandt vi vejen frem, der sikrede både sejre og et godt sammenhold blandt spillerne, understreger den amerikanske forward. Jeg vil i det kommende år gerne bygge videre på den succes, som holdet havde, og på den fremgang jeg personligt havde. Jeg glæder mig også til at se fansene i Granly Arena igen. De vil give holdet ekstra gnist og hjælpe os med at vinde endnu flere kampe.

- Samarbejdet med barndomsvennen Charles Corcoran var vigtigt for Puffer i sidste sæson. ”Charlie” har indstillet karrieren, men Craig fortsatte ufortrødent sit arbejde selv om samarbejdet mellem de to sluttede pludseligt, konstaterer Energy-coachen.

- Nu arbejder vi på at finde den helt rigtige center til Puffer. Vi ved, at vi får en spiller med målnæse og masser af hårdt arbejde. Det er altid rart at arbejde videre med spillere som passer ind og har de rigtige redskaber, så det glæder os, slutter Jason Jaspers. 

 

 

 


John Muse vender tilbage til Mighty Bulls DRAFT: TO DANSKERE PÅ Central Scoutings "Final list"