Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø tager et lynkig på Metal Liga-holdene her i "landsholdspausen" - her Rungsted Seier Capital

Når Rungsted Seier Capital for alvor spiller sig ud, er det bare en fornøjelse at se den nuværende grundspilsetter spille ishockey. Ikke mindst den spilforståelse, som nordsjællændernes leverer gang på gang, er fremragende og Rungsted spiller ofte en slags "totalhockey", hvor de offensivt mindede backer som Hanna, Daly og Jensen går med frem. 

Alle tre er hyperfarlige fremad og sidder på tre ud af fem pladser blandt de mest scorende backer i Metal Ligaen. Det er ikke mindst deres offensive styrke, der gør Rungsted til et svært hold at spille imod.

Samtidig har Rungsted også et uhyggeligt powerplay, der skyder med to stærke kæder og ikke mindst når Olsson, Persson og Hardt spiller sig ud, er der fare på færde foran modstandernes mål. 

Vi kan også bare begynde forfra og nævne målfarlige angribere i flæng, med Rasmus T. Andersson fremhævet som bedste danske pointsluger i denne sæson. Man kan vel ikke tale om et decideret gennembrud for Andersson, men måske mere en understregning af, at hans potentiale nu for alvor virkelig folder sig ud. Mon ikke han på et tidspunkt skal en tur tilbage til Sverige for at prøve sig af og forsøge at bryde ind på den helt store scene?

At mange modstandere i Metal Ligaen nævner Cristopher Nihlstorp som den bedste målmand overhovedet, understreger blot, at Rungsted har et hold med stærke facetter over hele linjen.

Erik Hjalmarssons tropper har gjort det så godt i denne sæson, at Rungsted er undertegnedes favorit til at vinde guld. Hvis Rungsted er i højeste gear i slutspillet, er det svært at se et andet hold vinde en serie over syv kampe mod Rungsted. 

Kan svagheden være, at "for mange kokke fordærver maden?" Der er så mange offensive klassespillere hos Rungsted, at nogle af dem nødvendigvis må blive skuffet, når det kommer til afgørende kampe i sæsonen. 

En anden svaghed kan måske være, at Rungsteds mandskab er så sammentømret i kæderne, at et par skader i de øverste kæder kan irritere rytmen på holdet og dermed gøre Rungsted sårbar. 

Men man leder efter hullerne i osten hos topholdet, der skal matches hårdt på fysikken, hvis der skal være nogen chance for at vælte det velspillende Rungsted-hold. 


NÆRMER SIG 800! KAPTAJN HERNING gør comeback: Daniel Nielsen på is igen DEN HURTIGE PAUSESTATUS: Esbjerg Energy