Vestjyderne henter rutineret back hos Nottingham Panthers

Det er ganske givet noget af en forstærkning, Esbjerg Energy henter ind i stedet for Travis Walsh. Det bliver nemlig - som Hockeymagasinet for et par dage siden så glimrende afslørede - den 33-årige Jason DeSantis, der skal erstatte Walsh hos Energy. Det bekræfter esbjergenserne i en pressemeddelelse her til morgen. 

Og så man Jason DeSantis spille ved Continental Cup i Vojens i januar, ved man, at han er en spilstærk back med et godt pift af et slagskud. 

I undertegnedes øjne en solid forstærkning i forhold til Walsh, der leverede et godt stykke arbejde, men ikke rigtig "stak ud". 

- Med Travis Walsh ude måtte vi søge efter en erstatning. Vores vurdering er, at Jason DeSantis er den bedst mulige spiller, som vi kunne hente og samtidigt det bedst mulige match til holdet. Og endelig henter vi masser af erfaring og rutine, fortæller sportschef og cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.

- Jason DeSantis har spillet i Europa i mange år. Han har ikke alene afprøvet sig selv, men samtidigt bevist sig selv og sit værd i stærke europæiske ligaer. Så jeg håber og tror på, at vi har forstærket truppen med en stabil og kompetent spiller hos Esbjerg Energy, der kan afgøre kampe.

Jason DeSantis har I denne sæson repræsenteret engelske Nottingham Panthers i den britiske EIHL. Tidligere har amerikaneren
bl.a. spillet 226 kampe i AHL, 203 i EBEL, 50 i den finske liga og 14 i den tjekkiske liga.

- Med sin erfaring og rutine forventer jeg samtidigt, at vi i Jason DeSantis henter en spiller, der kan træffe gode og fornuftige valg på isen. En spiller, der kan bringe sig selv og holdet i positioner, der er hensigtsmæssige for holdet. Og endelig har vi med DeSantis en spiller, der har højre-fatning på staven, slutter Mark Pederson.

Jason DeSantis har i denne sæson spillet 30 kampe i EIHL med 11 point til følge, og han forlod Nottingham Panthers under vældigt stort ståhej med beskyldninger fra både klub og spiller om omstændighederne for skiftet. 

- Nu går den sædvanlige proces i gang med at få papirarbejdet i orden. Vi tager det dag for dag, og så må vi se, hvornår vi har ham til rådighed. Han skal i hvert fald meget gerne blive en fuldt integreret del af holdet inden slutspillet begynder, siger Mark Pederson til JydskeVestkysten. 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Rødovre Mighty Bulls Mario Simioni: Har ikke nogen forklaring på dominans mod Esbjerg