Esbjerg skiftede målmand efter to minutter og var bagud med fire, inden der var gået syv minutter. White Hawks endte med at vinde 7-1

Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy 7-1 (4-0,1-1,2-0) 

Et yderst veloplagt Frederikshavn mandskab tog tre vigtige point, da de her til aften ydmygede Esbjerg med 7-1. Der var i store dele af kampen kun et hold på isen, og Esbjerg må sidde på den lange bustur hjem med en meget flov smag i munden over indsatsen.

Samtidig må det glæde hjemmeholdets coach Pasanen at se, at White Hawks nu har slået Herning, SønderjyskE og Esbjerg på bare seks dage. Vendelboerne ligner sammen med Aalborg Pirates de to første deltagere i Final 4.

Det blæser ofte kraftigt i Esbjerg og Vestjylland, men det stormvejr Esbjerg Energy kom ud for i første periode i Frederikshavn, nærmede sig orkanstyrke. Vestjyderne blev blæst ud af Nordjyske Bank Arena, hvor vendelboerne var foran 4-0 efter blot 6:41.

Hjemmeholdet sad fuldstændig på Esbjerg spillerne, der ikke fik et øjebliks ro. En effektivitet uden lige oveni hatten, gjorde, at White Hawks fik en drømmestart på opgøret.

Det blev 1-0 ved Søren Nielsen, da han trak pucken godt ind i zonen, og fyrede kanonen af. Den så Seldrup ikke skyggen af, men kort efter var han ikke uskyldig i 2-0 målet, som blev scoret af formstærke Radim Piroutek. Danskeren med de tjekkiske rødder, sendte pucken op i målhjørnet fra en spids vinkel. Hurtig udskiftning af Seldrup efter 2:07, til fordel for Kasper Krog, men det var heller ikke løsningen.

Powerplay kort efter til hjemmeholdet. Mads Larsen med en hammer på stolpen, de holdt presset, og så kunne svenske Anders Eriksson sende pucken i kassen. Her så Krog svag ud, og burde have afværget forsøget. 29 sekunder senere kunne Krog atter pille pucken ud af målet, men her var han til gengæld chanceløs.

Christopher Frederiksen og Nikolaj Krag drev gæk med Esbjerg-backerne, og så kunne førstnævnte relativ ubesværet sende skiven det sidste stykke ind over stregen. Christopher Frederiksen fik i sidste uge æren af ugens mål her på sitet, og uden at have set alle de andre mål endnu fra denne uges opgør, så står han i favoritfeltet til at tage titlen endnu en gang. Det var smukt.

Av Av Av Esbjerg, og Time Out fra coach Pederson. De virkede rådvilde, men fik efter snakken i boksen, mere fysik ind i deres spil. Der kom mere styr på det, alt imens høgene også trak i håndbremsen. Det var et par gange tæt på mål i begge ender efterfølgende, men det forblev ved de fire kasser til hjemmeholdet efter første periode.

Anden periode begyndte med en kæmpe Sune Hjulmand-chance allerede efter seks sekunder. Her viste Galansky klassen i hjemmeholdets bur. Kort efter i den anden ende var der igen bud efter stolpen, hvor Mathias Mølgaard affyrede et glimrende skud.

Knap midtvejs i perioden havde Zach Pochiro en friløber mod høge-buret, men Galansky hev en pragtredning ud af ærmet. Sekunder senere røg Christian Wejse i straffeboksen og fik et par kommentarer med på vejen af folket i Nordjyske Bank Arena, der ikke havde glemt Wejses lange karantæne fra sidste sæsons slutspil.

Det powerplay havde nær kastet en 5-0-scoring af sig da Albin Lingren sendte et hammer af et skud på overliggeren. Han er meget stabil i sit spil, svenskeren, og gør det ikke sværere end det er. Det samme gjaldt den nye mand hos Frederikshavn, Logan Pyett.

Esbjerg, der til tider blev spillet ud af Danmarks nordligste skøjtehal, kom dog på tavlen med fem minutter tilbage af anden periode. Det var Trevor Cheek der i to omgange fik sendt skiven ind bag Galansky, og jubel blandt de 10 medrejsende Esbjerg-supportere, der havde valgt Vild med Dans fra.

De havde nok ønsket sig at være hjemme i stuen til danseprogrammet alligevel, for kort efter var det 5-1 i Vendsyssel. Det er altså smukt når Frederiksen og Bumagin broderer sig igennem et forsvar. Her havde de hjælp af Patrick Madsen, der fik anden assist på russerens scoring.

Og så lød det ellers fra White Hawks fansene ”Vi danser hele natten for Bumagin”, alt imens klapsalverne fortjent haglede ned over et fremragende høgemandskab.

I begyndelsen af tredje periode var det tæt på 6-1. Men igen var overliggeren i vejen for hjemmeholdet. Det var Dane Fox der måtte se sit forsøg sige ”pling”, og fjerde gang i aftenens kamp at det sagde det for høgene. Der blev også en femte gang kort efter i powerplay, da Bumagins forsøg blev reddet af stolpen.

Esbjerg slap dog ikke for en 6-1 scoring imod sig, da Anders Eriksson scorede sit andet mål i aften. Det var i fem mod tre, og pucken gik mellem benene på Kasper Krog. Det blev endnu mere surt for Krog med otte minutter igen, da kampens helt store nydelse, Søren Nielsen, erobrede pucken og sendte den sikkert ind med et håndledssvirp.

Søren Nielsen har taget Frederikshavn med storm, og var med afstand isens helt store spiller i aften. Pucksikker, målfarlig, snu, lynende hurtig, og publikumshelt allerede. Han blev kåret til kampens bedste spiller.

Stående ovationer fra små 1300 tilskuere i Nordjyske Bank Arena, der følte sig godt underholdt. Søndag mødes de to hold igen, denne gang i Esbjerg med hurtig mulighed for vestjysk revanche.


Helstøbt holdindsats sikrede Herning sikker hjemmesejr 3-1 i Odense: Rødovre er tilbage i topkampen