Vestjyderne tog en smal sejr på Vestegnen med Henrik Mærsk Clausen som matchvinder

Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy 1-2 (1-1,0-1,0-0) Lad os bare sige det med det samme: Det var ikke en sprudlende ishockeykamp denne aften i Rødovre Centrum Arena, men det var sådan set heller ikke forventningen.

Rødovre slider som bekendt med at få tingene til at køre og har ikke vundet i langt over en måned, mens Esbjerg længe har haft problemer med at lukke ned i defensiven. 

Derfor var der hos begge hold fokus på at holde tæt bagude, og det lykkedes sådan set i begge ender. Esbjerg havde dog mest succes og vandt 2-1 på et sejrsmål af Henrik Mærsk Clausen.

Esbjerg stadig uden de nye nordamerikanere Killins og McAdam og også Kale Kerbashian og den karantæneramte Sune Hjulmand sad ude denne aften, hvor Rødovre stadig måtte undvære svenskerne Persson og Nielsen. 

Men det var Alberto Pison ligeglad med. Den unge mand i Rødovre-angrebet sagde tak, da Esbjerg-spillerne lod være med at dække op foran mål efter små ni minutter. Pison blev noteret for sit første mål i Metal Ligaen. Rødovre fik annulleret en mulig 2-0-scoring, da dommerne fløjtede lige tidligt nok, men omvendt havde Esbjerg også været meget, meget nærgående inden kampens første mål.

Der var udligning til 1-1 i powerplay ved Rasmus Bjerrum inden første periodes udløb, og midtperioden var en rodet affære, hvor ingen af holdene formåede at åbne op for posen. Der var muligheder til Brady Vail og Søren Nielsen, men uden udnyttelse i hver sin ende.

Esbjerg Energy scorede det afgørende mål i tredje periode. 

Henrik Mærsk Clausen tog chancen lige efter at Esbjerg havde misset et powerplay, og han blev matchvinder, selv om Rødovre formåede at trykke på i de efterfølgende minutter. Thomas Lillie tog ganske godt fat i de sidste 20 minutter, og Esbjerg-målmanden holdt også stand i den absolutte slutfase.

635 tilskuere kunne notere sig, at Rødovre tabte igen og lige nu ikke har marginalerne på sin side - på trods af trænerskiftet til Magnus Sundquist. En lille glæde for Rødovre er det dog, at de to konkurrenter i den nederste tredjedel, Odense og Rungsted, mødes på onsdag og dermed er der mindst et af de andre hold i bund tre, der ikke trækker fra Mighty Bulls. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-SønderjyskE UGENS HOLD: Se hvem der er kommet ind på holdet