White Hawks tog et kæmpe skridt mod Metal Final 4 med 3-0-sejren i Rødovre

Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 0-3 (0-1, 0-1, 0-1): Rødovre Centrum Arena lagde is til en tirsdagsduel mellem to mandskaber fra top 4 i Metal Ligaen. Inden kampen fik William Rørth overrakt blomster for sin kamp nummer 100 for Mighty Bulls. Og han fik tilmed også en startplads i målet hos hjemmeholdet i aften.

Det blev dog ikke den bedste oplevelse for den unge keeper – og resten af holdet. Rødovre blev overmatchet af et stærkt funderet frederikshavnerhold, der scorede tre mål på relativt få chancer. Hjemmeholdet fandt aldrig melodien og spillede til tider uinspireret og med sløje pasninger. Shutout til Tadeas Galansky, der lukkede ned for de skud, tyrene producerede.

Indledningen på kampen var ellers ganske lovende med tempofyldt spil – dog uden de store chancer. Men så – ud af det blå – hamrede Dane Fox en retur ind via overliggeren på Frederikshavns første skud i matchen. Efter små fem minutter. Ærgerlig start for Rørth, der savnede hjælp foran målet.

Rødovre dominerede efter gæsternes mål, og Jonas Sass kreerede den hidtil største chance i kampen. I samme moment trak han kampens første udvisning. Hjemmeholdet fik dog intet ud af de to minutters overtal. De rødblusede i teten i stort set hele første periode. Flere muligheder til Riku-Petteri Lehtonens tropper, men skarpheden manglede på målmand Tadeas Galansky.

Frederikshavn var det dominerende hold i begyndelsen af anden periode, hvor blandt andet Christoffer Åkesson havde kvalificeret afslutning på William Rørth. Gæsterne var først på puckene og flyttede den hurtigere.

Efter ni minutter af anden periode var det også Frederikshavn, der scorede næste mål. Mathias Mølgaard stod godt placeret på et skud ude fra af Albin Lindgren, og han kunne styre pucken højt i målet uden chance for William Rørth. Komfortabel og kontrolleret tomålsføring til gæsterne, der sad på spil og chancer i denne fase.

Gæsterne fik også opgørets anden udvisning, og denne gang var der mere snert fra hjemmeholdet. Men Tadeas Galansky var sikker sidste skanse i buret.

Rødovre med meget puck den sidste halvdel af perioden, men der var meget langt mellem de farlige forsøg. For mange dårlige afleveringer, og så stod gæsterne stærkt i banen. Mads Eller modtog hjemmeholdets første to-minutters med 10 sekunder til pause. Skudstatistik: 21-10 – men gæsterne førte flot 0-2. Efter 40 minutter.

Frederikshavn i fuld kontrol i de første fem minutter af sidste periode, men så vågnede hjemmeholdet op til dåd. Masser af puck i offensiv zone og gode muligheder – blandt stolpeskud af kaptajn Teemu Virtala.

Herefter røg dampen af Rødovre igen, og spillet blev mere jævnt fordelt mellem holdene. Ikke den mest seværdige hockey med rodet spil og få åbne chancer. Rødovre tog timeout med et minut igen og satte et sidste forsøg ind. En ekstra markspiller på isen for William Rørth, men gæsterne lukkede og slukkede ved Dane Fox ét sekund før tid.

0-3 – og Frederikshavn kunne drage hjem til Nordjylland med tre vigtige point til top 4-regnskabet. Fuldt fortjent sejr efter en god arbejdsindsats. Rødovre – derimod – har meget at arbejde med frem mod fredagskampen mod Rungsted.


SønderjyskE sled sig til 4-1-sejr over Odense CHL: Rungsted slap hæderligt fra mødet med de finske mestre