Esbjerg får frisk pust i aften i Herlev

Grayson Downing har spillet 181 kampe i AHL og er i øvrigt tidligere holdkammerat med danske Patrick Russell i Bakersfield. Der var store forventninger til Downing, da han blev hentet til Esbjerg, men han er endnu ikke kommet i aktion i Metal Ligaen på grund af en skade.

Men endelig, endelig sker det for Downing, der ifølge JydskeVestkysten meldes spilleklar til kampen i aften i Herlev.

- Grayson er et naturtalent, så selv om han selvfølgelig ikke er i topform, forventer jeg faktisk, at han kan gøre en forskel med det samme, siger træner Mark Pederson til avisen. 

Grayson Downing spillede i sidste sæson 13 kampe for Colorado i AHL og seks kampe for Utah i ECHL, og skal altså leve op til store forventninger i Esbjerg.

Da han blev præsenteret i sommer, sagde assisterende træner Thor Dresler:

- Han har primært spillet center, men kan benyttes på flere positioner. Så nu må vi se hvordan de forskellige spillere matcher hinanden på isen, fortsætter den vestjyske assistent. Grayson Downing har et højt topniveau med god fart og ”gode hænder”, men jeg er specielt imponeret over hans bundniveau. Han har som nævnt spillet sæsoner, hvor han primært er benyttet offensivt, men har også været brugt i mere defensive kæder. Så jeg er sikker på, at han har forudsætningerne for at blive en succes for os i Metal Ligaen, lød det. 

Spændende debut altså i aften, hvor Esbjerg muligvis stadig må undvære Zach Pochiro og Trevor Cheek, der begge spillede i "beskyttede trøjefarver" til mandagens træning - altså uden større kropskontakt. 

Cheek og Pochiro må derfor betegnes som tvivlsomme til kampen i Herlev. 


Comeback: Felix Scheel er klar i Aalborgs startopstilling OPTAKT: Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital