Eagles vandt foran 786 tilskuere i PM Montage Arena

Herlev Eagles-Esbjerg Energy 4-1 (2-0,1-1,1-0) Der er noget at rette op på for Esbjerg i de resterende fire kampe i grundspillet, mens Herlev - der blot har to kampe tilbage - synes at være på vej ind i den rette form, før der skal spilles bedst af syv igen.

Det må være konklusionen efter dagens kamp i PM Montage Arena, som Herlev vandt med 4-1 og dermed klatrede op på sjettepladsen i Metal Ligaen. Der var 786 tilskuere til kampen, og de fleste af dem kunne juble over, at Herlev lynende hurtigt var foran 2-0. Der var ikke spillet mere end fire minutter, før Joonas Riekkinen og Magnus Mogle - med blot 24 sekunders mellemrum - havde bragt Herlev foran. 

Molge scorede for sjette gang i sæsonen, men Herlevs fest blev midlertidigt afbrudt i anden periodes indledning, hvor Niklas Andersen reducerede for Esbjerg. 

Der var dramatik i slutfasen. Kamprapporten fortæller om matchstraf til gæsternes Zach Pochiro og game misconduct til Herlevs Acke Ringström.

Forinden - i det 38. minut - havde Niklas Tikkinen scoret til 3-1 for Herlev, og da bataljerne var overstået i slutfasen, nåede Alexander Lindqvist-Hansen at blive signeret for 4-1-målet.

Esbjerg har hurtig brug for oprejsning igen søndag eftermiddag hjemme mod Odense på en dag, hvor Herlev som det eneste hold med 46 kampe sidder over. Med aftenens andre resultater in mente, tyder alt på, at Herlev og Esbjerg over de sidste kamp skal dele sjette- og syvendepladsen, og som det ser ud lige nu, vil det altså give serier mod Herning og SønderjyskE, alt efter hvordan de fire hold placerer sig ind. 

 


Fyens Stiftstidende: Dale Mitchell og Odense Bulldogs i dialog Rungsted havde godt fat i sjællandsk klassiker