Skarp indsats af gæsterne i Bitcoin Arena

Efter en pauver indsats for nylig mod Odense, svarede Herlev Eagles igen i aften med en skarp disciplineret indsats. Det blev 4-2 til gæsterne i Bitcoin Arena i Rungsted i en kamp, hvor ørnene overvandt en stærk Rungsted-start og derefter åd sig ind i kampen, var effektive foran mål og stod stærkt i defensiven. 

Rungsted begyndte kampen med et massivt pres i de første fem minutter, hvor den for øjeblikket storspillende Tim Daly var tættest på, da han havde et halvtomt mål at skyde på.

En Herlev-stav kom i vejen i sidste øjeblik. Kort efter var Mathias Hansen alene igennem med Lukas Horak, men tjekken holdt fast og i stedet åbnede Herlev scoringen.

Det var Alexander Lindqvist Hansen, der satte første mål, da han samlede en løs puck foran David Grubak, der havde fået chancen i Rungsted-målet.

Det var startskuddet til et Herlev-hold, der kom bedre med ind i kampen. Lindqvist, Asperup og Jonsson var i den grad i hopla og skabte problemer for hjemmeholdet, men det var Luis Blak Olsen, der satte kampens andet mål efter en personlig fejl i Rungsted-opspillet. 

Erik Hjalmarsson brugte sin timeout allerede 14 minutter inde i kampen. Herlev var foran 2-0 efter første periode. 

Herlev kom på 3-0, netop da ørnene ellers havde brændt muligheden for en powerplay-scoring af. Det var Mikkel Bertelsen, der satte gæsternes mål på et skud fra en spids vinkel. Tim Daly fik reduceret til 1-3 i powerplay for hjemmeholdet i en anden periode, hvor tempoet blev sat markant op. 

Begge hold havde yderligere muligheder i overtal, men uden succes og derfor kunne Herlev igen gå til pause med en tomåls-føring efter anden periode. 
Rungsted havde flere muligheder i powerplay i begyndelsen af tredje periode, men Horak storspillede i Herlev-buret. Hjemmeholdet ville have straffeslag, da Matt Pompei elegant gled igennem tre Herlev-spillere og til sidst blev hooket, men det blev kun til endnu en powerplay, der hurtigt blev annulleret, da Sebastian Bergholdt lavede en høj stok. 
Herlev fik sat en prop i Rungsted-offensiven med stærkt defensivt arbejde, og selv om Rungsted satsede hårdt, var det ikke for alvor farligt foran Herlev-buret. Isak Wallin var kommet ind for Grubak efter 3-0-målet til gæsterne, og da svenskeren blev taget ud til fordel for en sjette markspiller, lukkede Alexander Lindqvist-Hansen kampen. 
Kort efter dummede Lukas Horak sig, da han ville cleare pucken. I stedet han den i maven på Malte Setkov, pucken dumpede i mål og Setkovs første mål i Metal Ligaen var en realitet. 
De to hold endte i et kæmpe slagsmål, der betød badebilletter til både Matt Pompei og Alexander Lindqvist-Hansen. 
Herlev endte med at vinde og bevarer dermed håbet om Final4 i et stort felt, hvor Rungsted ligger en smule bedre placeret trods nederlaget. 

HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE FRA Herlev-Rungsted Esbjerg dominerede stort men sejrede småt